Resident Evil 3

Det er blot et år siden, at Capcom udgav Resident Evil 2 Remake. Ikke blot et af 2019s bedste spil, men også et af de bedste gyserspil og remakes nogensinde. En fantastisk oplevelse, der til trods for sine enkelte problemer, stadig scorede et 10/10 fra min side. Derfor har Resident Evil 3 Remake nogle store sko at udfylde. En opgave, som spillet desværre ikke formår.

RE3R er en remake af Resident Evil 3: Nemesis, der først blev udgivet på Playstation i 1999. Spillet foregår både før, under og efter Resident Evil 2 (en af dagene er endda min egen fødselsdag). S.T.A.R.S. betjenten Jill Valentine - fra det første spil - forsøger at flygte fra Raccoon City efter byen er sat i karantæne grundet udbruddet af T-Virus. En virus der forvandler folk til zombier. Det bliver dog ikke en let opgave, da biovåbnet kendt Nemesis forfølger hende og ikke stopper før hun er død.

Det oprindelige RE3 er ikke just det bedste spil i serien, men der er alligevel en grund til at spillet er så elsket. Af mig selv inkluderet. Selvom det er et survival horror spil, er der mere fokus på action. Flere zombier, mere ammunition og Nemesis der konstant jager en. Dette er fælles premissen, for begge. Men i denne omgang forholder tingene sig anderledes. RE2R holdt sig til sit oprindelige skellet, moderniserende gameplayet og tilføjede lidt mere dybde til historien ("lidt", da RE2 ikke skal spilles for historien).

RE3R er anderledes. Enkelte ting er bevaret fra originalen, men ellers er dette en markant anderledes oplevelse. Ikke blot fordi vi skriver år 2020, men også fordi at udviklerne ikke læner sig op af original udgaven. Hospitalet og politistationen vender tilbage, men ellers består spillet næsten udelukkende af originale omgivelser. Selv hospitalet ligner langt fra sig selv.

Det samme gælder historien. I denne omgang får vi faktisk et indblik i, hvordan det er at leve i Raccoon City under byens epidemi, og hvordan begivenhederne fra RE1 har påvirket Jill Valentine, spillets hovedperson. Vi oplever endda kaosset, hvor spredningen af T-Virusen er løbet løbsk. Det er en intens intro, der er lige præcis som jeg håbede på.

Spillets første indtryk er fantastisk. Paranoiaen, hvorpå Nemesis intenst jager en og hvordan kaosset anskues. Det første spilbare område - Downtown Raccoon City - viser ikke blot byen fra en ny side, men også plads til at se den virus inficereide by på en helt ny måde. Som vi aldrig rigtig fik set den, i original udgaven. Sammen med det knivskarpe gameplay RE2R, kommer denne oplevelse flot fra start.

Især når Nemesis melder sin ankomst. For satan han er styg. Udover at være dobbelt så hurtig som dig, kan han hive dig tættere på sig selv med sin tentakel. Kommer du alligevel for langt væk fra ham, kan han sagtens hoppe over dig. Han slår hårdt, kan bruge våben og forfølger dig. Han kan besejres (hvor han endda smider en lille gave), men han kommer ALTID tilbage. Hvis du var bange for Mr. X, så vil Umbrellas seneste biovåben få X til at fremstå som en svækling.

Men så rykker spillet væk fra Downtown området. Og herfra er det op af bakke. For denne remake består af talrige problemer. Problemer som jeg havde frygtet, men alligevel er overrasket over. Som jeg ytrende et par gange, da min bror var vidne til min første tur gennem spillet: "Jeg er skuffet". Og hvor skal jeg dog begynde?

Vi kan starte med spillets set pieces. Med et par undtagelser (som vi vender tilbage til), bliver man bombarderet med alt for mange af dem, hvor der sjældent er tid til at hvilke mellem dem. Og når der endelig er tid, er det ikke meget man får. Tempoet er simpelthen forhastet, som om fortællingen deltager i et maraton løb.

For at give en idé om, hvor forhastet spillet er. Downtown er det eneste sted, hvor man kan opdagede ting der kan overses, hvis man udforsker omgivelserne. Resten af oplevelsen består af at løbe fra A til B, hvor du får en genstand du skal bruge ved punkt A. Dette er en lineær oplevelse, hvor der kun er en bestemt rækkefølge ift. hvordan tingene skal håndteres. Spillet har endda kun tre puzzles, hvilket er yderst skuffende.

Der er øjeblikke, hvor tingene dog bliver bedre. De sektioner hvor man spiller som Carlos, giver spillet et tiltrængt pusterum. Her kan man udforske områderne igen, selvom det stadig føles lineært. Og så skal det desuden roses, hvordan én bestemt sektion flot forklarer enkelte baggrunde, for nogle af omstændighederne i sidste års RE2 Remake.

Generelt har historien fået et løft, hvad angår dens kvalitet. Kemien mellem Jill og Carlos er skøn, som de hjælper hinanden og reager overfor de forskellige begivenheder sammen. Men også fordi, at spillet omfavner sine cheesy action øjeblikke. Jill har one-liners der er spydige, sjove og platte. Krydret med enkelte linjer fra original udgaven, hvilket mest er guf for fans. Enkelte karaktere har endda fået mere dybde, og historien har faktisk et budskab. Ikke just et originalt eller subtil budskab, men det er en forbedring.

Desværre har RE3R et stort problem, når man sammenligner det med originalen. Ift. RE2R, så er der meget der er skåret væk fra den oprindelige udgave. Her taler vi om mindst tre områder, hvor et af dem er en fan favorit. Jeg har intet imod at man skærer noget væk, så længe det bliver erstattet med noget andet der er godt, eller bedre. Desværre er dette bare ikke tilfældet.

Vi ser faktisk endnu mindre af Raccoon City, trods et stort ønske om det modsatte. Selv Nemesis bliver hurtigt relegeret til scripted events, cutscenes og boss kampe. Hvad der gjorde biovåbnet skræmmende, var ikke blot dens egenskaber men også fordi hvornår man mødte ham varierede. Man kunne møde ham når der var fremskridt i historien, når man havde fået fat i bestemte genstande, eller blot når man bare eksisterede. Der var endda måder at møde ham på, som man ikke kunne se på en gennemspildning.

I RE3R dukker Nemesis altid op på den præcis samme måde, på det præcis samme sted. Efter Downtown området, er det slut med at kigge sig over skulderen. Det bliver gjort klart og tydeligt, hvornår du møder ham. Hn bliver brugt forkert, og er nærmest en hån imod hvad der gjorde monstret så mindeværdigt, i 1999. Faktum er, at Nemesis anno 2020 ikke er skræmmende, fordi B-udvikler holdet skulle overholde en deadline.

Jeg forstår skam godt hvad de sigtede efter. RE3 udkom oprindeligt året efter RE2, fra 1998. Hvor RE2R havde en udviklings tid på fem år, havde RE3R tre år. For sidstnævnte, skulle man tro at det var nok tid. Selvom denne remake har gode kvaliteter, er 1999 originalen til at foretrække.

Dertil er der sværhedsgraderne. Jeg startede på standard, hvilket var en stor fejl. Der var nok ammunition til at dræbe alt og alle, og Nemesis kunne afvises med blot en granat i Downtown området. Det blev bedre da jeg udforskede de tre sværhedsgrader, der er sværere end standard.

Og alligevel blev Inferno, spillets sværeste sværhedsgrad, irriterende. Den skade som fjenderne pludselig påførte, blandet med deres aggressivitet, gjorde at det var grundet held at jeg kom igennem introen. Især, da denne sværhedsgrad ikke har auto saves. Og sidste bossen var billig og uretfærdig. Ligesom det var tilfældet med Uncharted samlingens Brutal sværhedsgrad, er dette et eksempel på når et spil gøres svære, end det er designet til.

Dertil er der spillets længde. Min første tur tog mig 4:50:40. Min rekord lyder på 1:09:36. Normalt er det en glæde, at udføre et Resident Evil speed run. Men i denne omgang, grundet hvor lineært løjerne er, føltes det hult. Hvilket kommer fra en, der nyder speed runs af de klassiske RE spil, og deres remakes.

Udover sværhedsgrader, forsøger Capcom at invitere til flere gennemspildninger gennem sine records; spillets form for achievements. Udover at de belønner med concept art og karakter modeller, giver de nu også point der kan bruges til at låse op for ting, man ikke kan finde i spillet. Såsom et par våben, med uendelig ammunition. Fin tanke, men hvad er pointen i at tilbyde et lockpick og en bolt skærer? Ting som man finder naturligt i spillet, men som ikke giver nogen fordel?

RE3R stinker langt væk af, at dette er et B hold der står bag udviklingen. Som ikke har prioriteret kvalitet, men som bare skulle fuldføre bestillings arbejde. Som om dette var obligatorisk, uden dybere omtanke eller forståelse for 1999 udgaven. Ej heller hvad RE2R tilbød. Zombierne er ikke nær så kløgtige, og det er begrænset hvordan man kan lemlæste dem. Det er slut med krops-dele, der bliver hængende for at falde af. Slut med realisme, ift. hvor man rammer dem.

Lydsiden er - i det mindste - upåklagelig. Stemmeskuespillet er rigtig godt, musikken er effektiv, og lyd effekterne gør hvad de skal. Mere er der egentlig ikke at sige.

Resident Evil 3 Remake er, i mine øjne, desværre en skuffelse. Ikke fordi, at der er mere fokus på action. Dette gjaldt også 1999 udgaven. Men PS1 udgaven var stadig skræmmende og intens. RE3 anno 2020, har glemt hvorfor original udgaven er elsket. Især når Nemeis, seriens mest ikoniske monster, bliver brugt forkert. Denne remake føles som noget der bare skulle overstås. Om det er grundet ordre, eller manglen på kreativitet, kan vi kun gisne om. At forvente, at RE3R ville være på niveau med Resident Evil 2 Remake er at forlange for meget. Men alligevel er dette et produkt, der mangler ambition og kreativitet.