Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Final Fantasy VII: Remake

Skrevet af: Nike   2020-05-25

De fleste gamere kender Final Fantasy serien. Rollespils serien har eksisteret siden 1987, hvor serien sidenhen har inspireret en masse andre serier. Det vil altid være til diskussion, om hvilket FF spil er det bedste. Om det er IV, VI, VII eller IX. For mit vedkommende er det VII da dette spil, sammen med Metal Gear Solid 1, viste mig hvordan videospil kunne være mere end blot underholdning.

Det er derfor, at de første tre timer ramte mig på et emotionelt punkt, som jeg aldrig har oplevet før. Personligt, er nostalgi min svaghed. Hvad der minder mig om perioder i mit liv hvor alt var bedre, og hvem jeg plejede at være. Til trods for dette, har jeg altid kunne bevare denne afstand når det gjaldt film og videospil. Det er derfor, at jeg kan forholde mig kritisk overfor hvad jeg oplever.

Men de første tre timer gjorde kål på mig. Start menuen: "OMG det er præcis som jeg husker det!". Introen, når titel logoet bliver præsenteret: "MY CHILDHOOD HAS RETURNED!". Og da jeg hørte den moderne udgave af Tifa's Theme, blev jeg mindet om hvorfor det oprindelige 1997 nummer betyder så meget for mig. Dette, til trods for at jeg spillede demoen to gange. Nok fordi at det gik op for mig, at en remake af FFVII faktisk var en realitet.

Jeg havde en fantastisk oplevelse med dette spil. Og alligevel er jeg i tvivl. Fordi selvom jeg ikke kan benægte mit fanboy instinkt, og det oprindelige værks betydning for mig som person, er jeg nødt til at være kritisk. For når jeg skriver disse anmeldelser, både her og Moovy, vil jeg gerne tænke på mig selv og på publikum. For at gøre det tydeligt: FFVIIR ramte mit fanboy hjerte på måder, som jeg ikke kunne forudse. Få spil har fået mig til at reagere på en måde, som dette spil har formået. Men efter oplevelsen var overstået, med mulighed for tænkte tid, var jeg splittet. Uanset hvad karakteren i øverste højre hjørne fortæller. Dette er nok den sværeste anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet.

EN NY FORM FOR EN REMAKE

Første fejl er, at dette produkt hedder Final Fantasy VII Remake. Dette er en remake, men ikke af hele oplevelsen. FFVIIR foregår udelukkende i byen Midgar. PS1 udgaven er fordelt over tre disks, der gennemsnitligt er gennemført på 38 timer. Oprindeligt tog det 4-6 timer, at komme ud af Midgar, hvor efter resten af verdenen blev udforsket, og den større historie blev introduceret.

I 2020, bliver denne oplevelse forlænget til 30+ timer (jeg ramte rulleteksterne efter 38 timer), hvor begivenhederne bliver trukket ud, til fordel for at uddybe universet (for det meste). Et eksempel er tre karaktere: Jesse, Biggs og Wedge. Personer, som dårligt fik tid på skærmen oprindeligt. Men remaken giver dem nok tid til at de gør et indtryk, med nok personlighed til at holde af dem.

For denne remake tager en smal bid af sin oprindelige fortælling, og uddyber det med (for det meste) effektive resultater. Hvordan Midgar samfundet er opdelt føles virkeligt, hvor det kan mærkes hvordan det er at leve på bunden af samfundet. Hvor man sjældent kan se himlen, og et fascistisk regime sætter dagsorden.

Men også omvendt. Hovedpersonen Cloud, der plejede at tilhøre militærenheden SOLIDER, hjælper øko-terrorgruppen Avalance med at bombe Marko reaktorer, der dræner planeten for energi. Målet er til at anerkende, men i 2020 ser vi faktisk konsekvenserne af gruppens handlinger. Hvordan det koster menneskeliv, ødelægger hverdagen og propaganda for, og imod, gruppen. Krydret med fake news.

Cloud er stadig pisse ligeglad med sine omgivelser, men nu er det mere overbevisende hvorfor han alligevel hjælper folk omkring ham. Hans nye samspil med Areith er desuden også vidunderligt at være vidne til. Dertil er der også, hvordan enkelte detaljer der uddyber karakterene på en ny måde. Som terrorist er Barret hårdnakket og opråbende, men nu er han også en overbevisende far.

Resident Evil 2 Remake viste hvordan man kunne tage et elsket produkt, og opdatere det til 2019 standarder. Resident Evil 3 Remake beviste hvad der vil ske, når man er doven og erstatter ikonske scener med ingenting. Final Fantasy VII Remake viser hvad der sker når, til trods for fortællingen langt fra er overstået, udviklerne får muligheden får at realisere deres oprindelige ambitioner.

Her snakker vi ikke blot om den ny opdaget dybde. Vi snakker om indhold og idéer, der oprindeligt blev skåret væk. Som skaber, må man dræbe sin baby. Men ved denne første del af FFVIIR, føles det som at være vidne til en vision, der endelig bliver opfyldt. Hvilket, ganske passende, bringer os til gameplayet.

JRPG REVOLUTIONEN

Final Fantasy serien har altid været kendt for sit Active Time Battle system. Hvor både ens karaktere og fjenderne kun kunne reagere, når deres ATB målere tillod det. Hvilket serien har haft svært ved at bevare, siden 2010. Final Fantasy XV var på rette spor, som stadig fortjener min karakter på 9/10. Men det er tydeligt, at Square Enix har taget ved lære.

Når man skal kæmpe mod fjender, har man fri bevægelse. Man kan undgive angreb, med den rette timing, og blokere angreb for at reducere påført skade. Man kan angribe fjender med basale angreb via firkant, eller et kraftigere angreb med trekant.

Ens angreb opfylder ATB baren, der tillader en at udføre magi, særlige angreb eller bruge items. Trykker man på X, går spillet i slowmotion hvor man får tid til at være taktisk. Dette gælder dog kun for den karakter, man styrer som. Man bliver opfordret til at skifte imellem de forskellige karaktere, hvilket spillet udnytter på en fantastisk måde. Især da alle fire spilles vidt forskelligt.

Kamp systemet er en opfindsom blanding af fortidens ATB ventetid, og nutidens frihed og mobilitet. Det bedste fra begge verdener, der gør at FFVIIR har et af de absolut bedste kamp systemer i hele serien. For dem af os der har spillet næsten samtlige Final Fantasy spil, siger det en del! Det er en intens affære, hvor selv almindelige kampe tvinger en til at være taktisk og varsom.

Dertil er der spillets boss kampe. For satan de sparker røv. Godt nok har de meget liv (for meget, vil nogen mene), men det gør at de lange kampe føles som en lang omgang tovtrækkeri, hvor sejren smutter hvis man ikke er varsom. Kampene indeholder mindst to faser, hvor ethvert sekund føles intenst. Hjulpet godt på vej af hvordan der skiftes mellem nævnte faser, men også grundet det bombastiske soundtrack. Dette er de bedste boss kampe, som serien nogensinde har produceret. Punktum.

Materia systemet vender tilbage, og fungerer på samme måde som i 1997. Små kugler med forskellige egenskaber, hvor dit våben og udstyr dikterer hvor mange du kan pådutte din karakter. Nogle typer rummer offensiv magi, såsom Fire, hvor andre kan lade dig helbrede dine venner med Cure. Dertil er der også passive egenskaber. Disse kan opgraderes gennem AP, som man optjener gennem kampe. Systemet er, anno 2020, stadig yderst engagerende da det lader dig bygge karakterene som det passer dig. Man skal tænke sig om, for at få det bedste ud af hvad man har.

Nyeste tilføjelse er fokus på våben. Alle våben har et unikt angreb, som kan læres og eventuelt bruges uafhængigt af det specifikke våben. Desuden optjener man også SP når man stiger i level, der kan bruges på at gøre slagtøjet stærkere. Såsom forhøjet styrke, liv eller mere plads til materia. Systemet er ikke så dybt som først antaget, men det er værdsat og giver spilleren noget ekstra at gå efter.

Mellem kamp sektionerne udforsker man de forskellige sektioner af Midgar. Modsat FFXV, er FFVIIR en lineær affære. Her er ingen åben verden, hvor det generelt handler om at komme fra A til B. Krydret med enkelte sideveje, der leder til skattekister. Enkelte kapitler giver anledning til side missioner, men ellers er design filosofien den samme som i FFX og FFXIII.

FFVIIR undgår dog at falde i de samme fælder, som gjorde FFXIII til en dårlig oplevelse. Spillet rummer en del variation ift. begivenheder, og mekanikker, hvilket gør at oplevelsen for det meste føles frisk. For det meste, da spillet med rette kan anklages for at trække tiden. Såsom de talrige tilfælde, hvor spillet tvinger en til at gå i langsomt tempo. Selvom det bidrager til plottet og karakter udvikling, kan det blive irriterende at spille. Det vil genere nogle, men jeg tilgav det grundet historien. Men naturligvis kan det også være fordi, at jeg er blindet af nostalgi.

Kan dog ikke benægte, at spillet har enkelte svage kapitler hvor man kæmper sig gennem kedelige omgivelser, hvor der ikke sker noget mindeværdigt. Eksempelvis en lang tur igennem metro systemet, der tilbyder ensformige omgivelser der trækker ud. Gameplayet gør at det aldrig bliver kedeligt, men for mig var det lidt af en plet på en ellers fremragende oplevelse.

Side missionerne kunne også være bedre. Enten skal man lede efter x antal mennesker/dyr i området, eller gå på jagt efter et specifikt monster der dukker op under åbenlyse omstændigheder. Det føles nogle gange som spild af tid, selvom der kan være gode belønninger i vente. Især med de forskellige battle intel missioner, der belønner med godt materia. De forskellige mini-spil og frivillige kampe er dog mere end værdsat.

Selv med kritikken i mente, er det svært at komme udenom, at gameplayet i denne remake er fantastisk. Dette er en medrivende oplevelse, der næsten spiller på alle tangenter. Men også for at understrege hvor effektiv denne remake er: min bror ytrede at dette er det mest historie fokuseret spil i Final Fantasy serien til dato. Hvor min respons var: "nej, dette er hvad serien plejede at være". Hvilket siger en del om hvordan denne remake både føles moderne, og alligevel gammeldags. Dette føles som ren revolution af JRPG formatet, hvor resultatet er imponerende.

DEN STORE VISION (DENNE SEKTION INDEHOLDER MILDE SPOILERS, SOM ENESTE AFSNIT)

Som nævnt tidligere, føles FFVIIR som en vision der bliver realiseret, uden kompromis. Selvom PS1 klassikeren i sig selv er en komplet oplevelse, kan man google sig frem til idéer der blev skåret væk. Dette var netop argumentet for at dele denne remake op i afsnit, så intet skulle skæres væk. Hvilket jeg kan værdsætte. Hvad der dog gør denne vinkel interessant, er betydningen for fremtidige afsnit.

FFVIIRs hjerte følger Midgar anno 1997, hvor byen bliver uddybet. Men dette er også en kamp mellem hvad fans vil have, og hvad udviklerne vil have. Uden at spoile alt for meget, er der indikationer på at fremtiden bliver kontroversiel. Remaken indeholder talrige metaforer, der påtaler førnævnte den førnævnte kamp mod forventninger og modet til at gå sin egen vej.

Dette ses især gennem de sidste to kapitler, der til tider viger drastisk fra den oprindelige udgave. F.eks Sephiroth. Han bliver oprindeligt først introduceret efter Midgar, men anno 2020 er han allerede en del af handlingen. Han er en af de mest mindeværdige skurke i gaming, hvilket remaken desværre ødelægger. Jeg kan godt se, hvorfor man har håndteret ham som man har gjort, men ved slutningen er mystikken forsvundet. Hvad der oprindeligt gjorde ham skræmmende, var hans færdigheder og at man ikke kendte til hans motivation. Første del af denne remake afslører for meget. Selvfølgelig er det muligt, at de næste afsnit formår at opretholde interessen. Men indtil videre er jeg bekymret.

Især fordi der bliver lagt op til en væsentlig anderledes udgave af det spil, som jeg og mange andre voksede op med. Ikke at det, i sig selv er et problem, men mere grundet Tetsuya Nomuras rolle som instruktør. Ja, han har instrueret spillet med to personer, og har intet at gøre med manuskriptet. Men efter Kingdom Hearts 3, tør jeg ikke stole på Nomura.

Men for at være fair, forhåbentligt tager jeg fejl. Som jeg nævnte i min anmeldelse af Resident Evil 3 Remake, har jeg intet imod at afvige fra det oprindelige manuskript, hvis det bliver erstattet med noget der betyder noget, og er mindeværdigt. Aretih skal dog roses. Uden at røbe for meget, er hun velskrevet, rummer overraskende dybde, og planter kloge frø for fremtiden. Selvom der er grund til at mistænke udviklerne for, at frarøve os et hjerteskærende øjeblik.

Men ja, vi må se hvad fremtiden bringer.

MIDGAR HAR ALDRIG VÆRET FLOTTERE

For det meste er FFVIIR en smuk oplevelse. Karakterene er pæne, omgivelserne (dem der ikke udelukkende foregår i kedelige korridorer) er fyldt med liv, og animationerne er overbevisende. Som tidligere hentydet, så føles Midgar som et virkeligt sted. Bare det at kigge op på den øverste plade når man befinder sig på bunden, føles godt. Især når man rent faktisk kan se himlen, der faktisk føles som en luksus for de fattige. Dertil skal billede hastigheden også roses, da den stort set aldrig knækker uanset hvor hektisk løjerne bliver.

Desværre er der enkelte problemer. Nogle teksturer loader ikke ordentligt, hvor f.eks. enkelte døre eller dele af omgivelserne kan ligne noget fra et PS2 spil. Det sker ikke ofte nok til at ødelægge oplevelsen, men det er umuligt at ignorere.

Stemme skuespillet er herligt, selvom dialogen giver efter for anime reaktioner såsom "uh", "oh", "ah", "hm", der bliver brugt en masse. Ikke at det er et problem, det siger egentlig mere om hvor lidt anime jeg ser.

Dertil er der soundtracket. Som tidligere nævnt, er de bombastiske numre der spilles under boss kampe bombastiske og fantastiske. Hvad angår resten, er der sjove og opfindsomme fortolkninger af Nobuo Uematsus oprindelige værk. Endnu et vidne på respekt for originalen. Især da Uematsu faktisk har bidraget med nyt musik.

KONKLUSION

For at være ærlig, så elsker jeg dette spil. Selvom dette kun er en lille bid af en større historie, fik jeg lige præcis det jeg håbede på, som fan. Nogle ændringer har jeg det fint med, grundet uddybelsen af universet, det fantastiske gameplay og hvordan (ironisk nok) oplevelsen føles komplet.

At jeg er bekymret for fremtiden, er ikke blot fordi 1997 orginalen er et af de bedste oplevelser i mit liv. Men også fordi, at selvom FFVIIR er en vision der endelig bliver opfyldt, så er det ikke til at vide hvad fremtiden bringer. Især da Tetsuya Nomura og kompagni varsler risikable beslutninger, og Kindgom Hearts serien beviser at Nomura ikke kan kontrollere sig selv. Men i denne første del, er balance gangen mellem en genskabelse af et værk og en ny-fortolkning fremragende.

Final Fantasy VII Remake uddyber plottet for fans, imens ny tilkommere bliver budt velkommen med en kærlig hånd. Især med et udviklerhold, hvis udsigt er at gå andre veje end selv den største fan kan forestille sig.. Hvad fremtiden har i vente for Final Fantasy VII, er op til udviklerne. Den fulde bedømmelse kan endda ikke opnås, før hele historien er fortalt. For uanset hvad jeg synes om dette første afsnit der, 95% af tiden er fremragende, kommer der også en tid hvor historien er færdig.

Indtil nu er der grunde til bekymring. Men det gælder mest for fans, og selv dér kan fremtiden alligevel være lys. Vi må vente at se. Men første smagsprøve på en remake af Final Fantasy VII er fremragende. Det undgår 10/10 på falderebet, men det er stadig en oplevelse der varmt kan anbefales. For fans og dem der er ubekendte med spillet. Generelt er dette et af de bedste Final Fantasy spil, i nyere tid.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10