Call of Duty: Black Ops 7 (Singleplayer)

Ti år er gået siden begivenhederne i Black Ops II, og da vi først stifter bekendtskab med de nye medlemmer af specialenheden Specter One, bliver de sendt ud for at undersøge uregelmæssigheder, som det globale teknologiselskab The Guild mistænkes for at stå bag. En deepfake-version af en pludselig levende, arret udgave af superterroristen og eftersøgte massemorder Raul Menendez har skabt kaos, og før Specter One og deres teamleder David Mason (Milo Ventimiglia) får set sig om, har The Guild-chefen Emma Kagan forgiftet hele gruppen med en ny type gas, der får Mason, Mike Harper (Michael Rooker), Samuels og Leilani til at hallucinere, som havde de guffet sig mætte i fluesvamperagout.

Call of Duty: Black Ops 7 er udviklet af Treyarch, ligesom sidste års forgænger, og det skyldes, at det Activision-ejede hold er vokset fra cirka 450 udviklere til lige under 700 de seneste to år. Teamet blev i praksis delt i to for lidt over to år siden og har siden arbejdet parallelt på to Black Ops-spil. Det skulle give Infinity Ward mere tid til den nye grafikmotor og næste års Modern Warfare. Singleplayer-delen (som er det, der bedømmes her - multiplayeren anmeldes separat) er mere skør og uregerlig i sit udtryk, end vi nogensinde har set i Call of Duty, og selv om det starter relativt lovende med en stram første mission og pæne filmsekvenser, går det helt af sporet allerede ved den første indånding af giftgassen - langt ud over, hvad jeg er villig til at acceptere, og langt væk fra, hvad Call of Duty som serie bør være.

Treyarch har spist de samme fluesvampe som sine stereotype, enfoldige hovedkarakterer under udviklingen af Black Ops 7, som pendulerer mellem at slippe Mason & Co løs på battle royale-mappet Avalon i noget, der mest af alt kan beskrives som DMZ Light, og at servere feberdrømsagtige baner i Masons mareridt, i kulsorte Doom-katakomber eller på svævende øer i himlen - forbundet af neonlysende stængler fra gigantiske, kødædende planter. Det bliver meget hurtigt meget mærkeligt, og jeg behøver næppe påpege for nogen, der har spillet de tidligere spil, hvor dårligt det harmonerer med, hvad Call of Duty er og har været. Missionerne, hvor Mason & Co flyver rundt på et mystisk spøgelsesskib og skyder hvæsende, neongrønne kæmpefluer eller hopper mellem svævende øer, nedlægger lavazombier og udsletter kødædende blomster, er blandt de absolut værste missioner, jeg har spillet i hele mit liv.

Det hjælper ikke, at Treyarch fylder spilletiden ud med DMZ-missioner på Avalon, kaster spilleren rundt mellem tonale yderpunkter og udskifter alienfluer og lavazombier med den samme klonede DMZ-bot (tusindvis af dem), der er dummere end grus og knap bemærker, når jeg sprænger deres kammerater i luften med raketter - men som alligevel altid rammer Mason i hovedet fra 400 meters afstand, uanset hvor jeg står eller hvordan jeg bevæger mig. Det er ekstremt tydeligt, at Treyarch ikke har mere at give efter så mange Black Ops-spil. De har ikke flere historier at fortælle, der ikke stinker af komplet vrøvl, og der er ingen gode idéer tilbage - kun uregerligt nonsens. Det lyder hårdt, det ved jeg, men det er svært når man egentlig spiller den her kampagne, ikke at blive fornærmet, fordi jeg, vi, ved hvad serien kan præstere når den fyrer på alle cylindre - og det her er så milevidt fra.

Bare det, at singleplayer-delen, selve kampagnen, kræver konstant internetforbindelse - uanset om du spiller alene eller med tre venner - siger noget om tilstanden. På Avalon kan du ikke pause spillet, fordi det hele foregår "online", og hvis du lægger controlleren i mere end et par minutter, bliver du smidt ud til lobbyen for inaktivitet og tvinges til at starte kapitlet forfra. Spiller du alene, er hverken Mike, Eric eller Leilani med dig. Der er ingen AI-holdkammerater på grund af tidspres under udviklingen, selvom de konstant optræder i filmsekvenserne og taler til Mason, som stod de lige bag dig. Prøv lige at tænk over det; du er seriøst alene som Mason, hvis du spiller den her kampagne solo.

Det bliver også klart, hvorfor Activision - primært Raven Software - droppede den lovende DMZ-del i Warzone og fjernede den. For nu er både singleplayeren i Modern Warfare III og dette spil bygget på genbrugte DMZ-elementer med bot-fjender dummere end snot og kampe, der aldrig bliver andet end en triviel, flad gentagelse. Ofte stormes du af op til syv identiske fjender samtidig. De rammer samtlige skud, og den eneste måde at overleve på er at sprinte væk, gemme sig bag en kasse, lappe plader i vesten og så løbe tilbage for at mase dig gennem flere tomhjernede fjender. De hjælper aldrig hinanden, de skjuler sig aldrig intelligent, og de følger dig aldrig, når du løber væk - de står bare og venter på, at du kommer tilbage. At verdens største action-serie med over 3000 dedikerede udviklere og et årligt budget på over to milliarder kroner udkommer i denne tilstand, er intet mindre end skamløst og direkte sørgeligt.

Når det er sagt, føles stort set alle våben i Black Ops 7 gode. Jeg savner nogle favoritter fra Modern Warfare, selvfølgelig, men selve gunplayet fungerer, og jeg kan godt lide balancen mellem skudtempo og bevægelseshastighed. Det, jeg derimod ikke bryder mig om, er hvor mange grove skud på tæt hold de idiotiske fjender absorberer. Det er ikke spor usædvanligt at skulle tømme hele magasiner med 5.56-projektileri en anstormende bot-soldat, hvilket altid ender med, at man bliver ramt i skallen hundreder af gange under genladning. "Bullet sponge" får en helt ny betydning her, og det er sikkert derfor, Treyarch har smidt health bars over fjenderne - for at maskere, hvor lidt skade dine egne skud faktisk gør.

Derudover står det lysende klart, hvor oldgammel IW9-motoren er blevet. At Infinity Ward, Raven og Treyarch stadig arbejder med en motor optimeret til Playstation 4 - en 12 år gammel konsol - er nærmest absurd. Alt fra dårligt animerede mundbevægelser til grafikken føles fastlåst i "last gen", og sammenlignet med blandt andet Battlefield 6 har Call of Duty aldrig føltes mere forældet. Bare det, at man har inkluderet arbitrære bosskampe, hvor du blandt andet skal skyde "frøene" på en kødædende plante stor som en skyskraber, eller kaste 200 meter lange lilla macheter på et gangsterspøgelse, siger alt om denne triste singleplayeroplevelse.

Med nærmest uendelige ressourcer, masser af talent og masser af erfaring burde Call of Duty i dag levere action-oplevelser ud over alt andet på markedet. Vi kunne få fantastisk grafik, banebrydende 3D-lyd, fuld destruktion, troværdige karakterer, supersmarte fjender og alt imellem - men i stedet får vi intet af det. Vi får billige, dumme, grimme løsninger, elendige historier, håbløse karakterer og genbrugte elementer løftet fra et flere år gammelt gratisspil. Call of Duty har aldrig været dårligere end nu, og hvis ikke Infinity Ward gør noget drastisk, har jeg svært ved at se, hvordan det her skal fortsætte ret meget længere.