Call of Duty: Black Ops 7 (Zombies)

Activisions løfte om "the biggest Black Ops ever" var måske en kende overdrevet. Jo, der er en fin bredde af indhold i det nyeste kapitel i serien, Call of Duty: Black Ops 7, og tre kerne-modes at dykke ned i. Men når man først begynder at kigge under overfladen og analyserer, hvad der rent faktisk bliver tilbudt i detaljen, føles det lidt misvisende.

Som Petter tidligere har skrevet, var kampagnen helt off og føltes markant anderledes end det, vi normalt forventer af Call of Duty. Det er en vurdering, jeg er enig i - selvom jeg også mener, at Treyarch trods alt har forsøgt at eksperimentere med interessante idéer her, selv hvis meget af det ikke rigtig fungerer. Multiplayer-delen ramte mig heller ikke under beta-perioden, og Magnus havde lignende kritikpunkter under anmeldelsen - hvilket samlet giver et kapitel i serien, der allerede føles ujævnt. Men Call of Duty står trods alt på tre ben, så hvor passer Zombies ind i det hele?

I de senere år har Zombies-delen været det, der har fanget mig mest i Call of Duty-spillene. Kampagnerne har svinget i kvalitet, Multiplayer kræver en enorm koncentration og kan hurtigt blive klaustrofobisk, og battle royale har aldrig været min ting - derfor har Warzone heller ikke rigtig holdt min interesse gennem årene. Zombies har derimod altid været det sted, hvor jeg finder mest spilleglæde, og det startede tilbage i slutningen af 00'erne med Call of Duty: World at War. Siden da har det været samlingspunktet for mig og en fast gruppe venner, når vi skulle gennemføre de mærkelige, komplekse Easter Eggs og ellers bruge timer på at nedkæmpe bølger af udøde.

Selvom Black Ops 6's Zombies havde sine særheder og områder, der kunne forbedres, bød det også på en virkelig stærk samlet pakke - inklusive nogle fremragende maps som det episke Terminus. Og grunden til, at jeg lige vil vende tilbage til sidste års spil, er, at "the biggest Black Ops ever" allerede blegner i forhold til 2024-udgaven, fordi der kun er ét Zombies-map ved launch... Jep, i stedet for at vælge mellem Liberty Falls og Terminus, har du her reelt kun Ashes of the Damned. Jo, Dead Ops Arcade er tilbage og stadig sjovt, men for det primære Zombies-indhold er det en mere nedskaleret oplevelse.

Det Ashes of the Damned til gengæld tilbyder, er en meget bred og kompleks oplevelse, lidt i stil med Tranzit fra Black Ops II. Det er et større map opdelt i sektioner, som du bevæger dig gennem via et køretøj, der skal navigere gennem ekstremt fjendtlige områder - bedre kendt som Wonder Vehicle Ol' Tessie. Det er en sjov og interessant mekanik, der giver oplevelsen masser af dybde, fordi det bliver mere krævende at bevæge sig rundt, skaffe Perks, købe våben fra væggene, finde Intel og Easter Eggs samt bygge Pack-a-Punch-maskinen. Ashes of the Damned er ikke et nemt Zombies-map, hvilket vil glæde veteranerne, og det kræver en god portion øvelse og forståelse af dets mekanikker og hemmeligheder.

Jeg brokker mig stadig over, at der kun er ét map lige nu, for jeg kan godt lide variation (og ærligt talt burde et firma på Activision/Treyarchs størrelse kunne lancere med mindst to maps...). Men sandheden er, at Ashes of the Damned er et stærkt Zombies-map. Det indeholder alt det, man kan ønske sig: udfordring, kompleksitet, dybde, variation og masser af rum til at anvende de klassiske Zombies-taktikker, som har defineret den her mode i næsten to årtier. Tema, tone og variation er noget af det bedste, Treyarch har leveret, og for mig understreger det én ting om det moderne Call of Duty: Treyarch burde kun lave Zombies, Infinity Ward burde kun lave Multiplayer, og nogen andre (måske en helt ny udvikler) burde stå for kampagnerne.

En ting, der dog irriterer mig, er det reset, der sker mellem hvert nyt Call of Duty. Jeg kan ikke lide at starte et nyt Zombies-kapitel, som er tæt forbundet med det forrige, uden at have noget som helst i mit Gunsmith-loadout. Efter et år, hvor man starter hver session med præcis det våben og de attachments, man vil, er det brutalt pludselig at stå med næsten ingenting - især når mange af standardvåbnene i Black Ops 7 er direkte elendige i en horde-baseret mode. Wall-buys kan være decideret frygtelige, og på et så stort map som Ashes of the Damned kan det være svært at finde et våben, der er energien værd. Til gengæld er det et kæmpe plus, at fremskridt i Research og Augments fortsætter mellem BOPS 6 og 7, og der er nye muligheder og forskningsbare elementer, der faktisk er værd at investere tid i.

Og så videre til Dead Ops Arcade. Denne mode er præcis, som du husker den fra tidligere spil - og lige så underholdende. Den har ikke samme mekaniske dybde som de core Zombies-maps, og den holder ikke til timers sammenhængende spil, men til en kort session med horde-action er det et glimrende alternativ. En af de største nyheder er, at du nu kan spille i førsteperson, hvilket er noget af et chok, når man tænker på, hvordan Dead Ops normalt fungerer - og jeg vil klart anbefale at holde sig til top-down-perspektivet. Der er nye (og velkendte) bosser, ekstra udfordringer og en nostalgisk retrostemning, og selvom det måske er bedst i små doser, er Dead Ops stadig et solidt indslag i BOPS 7.

Alt i alt står Zombies som den stærkeste del af årets Call of Duty, når man ser på den ret katastrofale kampagne og den ujævne Multiplayer. Men selvom Ashes of the Damned imponerer, føles det alligevel som om Activision og Treyarch holder lidt igen. Når man tænker på den mængde maps, der nu er tilgængelige i BOPS 6, sammenlignet med det ene (snart to med Season 1) i Black Ops 7, og at mekanikkerne i bund og grund er meget ens, så er der ikke den store grund til at springe videre til dette nye kapitel - medmindre du er desperat for fr ...