Som de fleste nok ved, blev titlen på det næste Call of Duty afsløret inden weekenden. Call of Duty: Black Ops blev navnet. Dette blev efterfulgt af en trailer for det kommende Call of Duty-spil, som du kan se herunder.
Selvom spillet nu er blevet officielt afsløret, skorter det stadig på detaljer. Vi ved at det er Treyarch der står bag, og at spillet foregår under den kolde krig, men det er også nogenlunde det hele.
Til gengæld er der noget der tyder på, at websiden gknova6.com, og den mystiske kuvert redaktionen modtog i midten af april, er forbundet til Call of Duty: Black Ops. I hvert fald har den seneste transmission på siden ledt kvikke internetbrugere til et dokument, hvor første bogstav i hver sætning danner ordet "Treyarch". Du kan finde et glimrende referat af GKNova6-mysteriet på Call of Duty Zombies.