Efter en masse indikationer, rygter, og direkte lækket gameplay, så har Activision langt om længe valgt at løfte sløret for Call of Duty: Warzone, der præcis som rygterne indikerede er sit helt eget spil, og er ikke direkte forbundet til Call of Duty: Modern Warfare.
Spillet ankommer senere i dag, og er free-to-play. Faktisk findes spillet både via Modern Warfare-klienten, men kan også hentes helt og aldeles separat. For dem der ejer Modern Warfare fylder spillet 15-22GB, imens det kommer til at fylde 80-100GB for dem der ikke har det.
Spillet tillader op til 150 spillere i én gigantisk bane, og der er allerede crossplay imellem PC, PS4 og Xbox One. Ellers er det ganske klassisk Battle Royale, lader det til, men vi kan naturligvis fortælle meget mere i en konkret anmeldelse snarest muligt.