Anmeldelse: Call of the Elder Gods - fine puslespil, sløj historie

Hvis det er en herkulisk opgave i sig selv at skabe et selvstændigt spil - eller enhver anden form for kunst - så må arbejdet med at skabe en efterfølger være en helt særlig form for selvskabt helvede. Men det er også en lokkende opgave. Mediet giver plads til mekanisk eksperimentering og en vision om en allerede afprøvet ramme, hvor man både ser på, hvad der kom før, og hvad der kan ændres.

Out of the Blue Games' Call of the Sea var for mig defineret ved ordet "fokuseret". Det var et værk gennemsyret af en mystik, der bragede igennem Lovecraft-inspiration, men drevet af en melankoli, der så en verden af umulig viden gennem tragediens og skønhedens øjne snarere end gysets. Det var kort, direkte... og selvfølgelig efterlod et par døre på klem.

Verdenen i Call of the Elder Gods er defineret af sine inspirationer: Lovecraft, 50'er noir-film, science fiction og naturligvis Call of the Sea selv. At lave "mere af det samme" var ikke rigtig en mulighed, og derfor måtte efterfølgeren stille sig selv spørgsmålet: Hvad ligger der hinsides Norahs oplevelser?

Svaret viser sig at være grandiost... og også ret rodet.

Efterfølgeren forlader den isolerede tropeø og går "all out" i alle retninger. Vi præsenteres for en verden af 50'er-USA, koldkrigs-konspirationer, noir-fortælling og en præmis i stil med 80'ernes Indiana Jones - krydret med tidsrejser. Som en god Call of Cthulhu-kampagne! Landskaberne og set-pieces definerer oplevelsen, og miljøerne siger ofte mere end tusind linjer dialog. 3D-teksturerne og modellerne sidder lige i skabet, og sammen med fremragende lys- og lyddesign skabes den atmosfære, spillet er så afhængigt af.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor kønt alt ser ud, selv når det er grimmest. Den forenklede tegneseriestil fungerer fantastisk, og steder som det hemmelige selskabs skjulested eller Pnakotus' haver sælger illusionen om en dybde, de reelt mangler.

Men smukke rum betyder intet uden gåder, og det er her, spillets styrke ligger. Hvert kapitel er opdelt i store puslespil, hvor dine værktøjer er den viden, du samler i din notesbog. Højdepunktet er kapitel 3, som er selve personificeringen af detektiv-ånden i spillet; et komplekst spind af spor, der tvinger din hjerne på overarbejde. Det er ærgerligt, at intet efterfølgende helt når de samme højder. Gåderne er kompetente og gentager aldrig sig selv, men jeg ville ønske, at potentialet blev udnyttet mere konsistent.

Der er segmenter, der føles enten for simple eller for langtrukne. Mekanikken med at skifte karakter bliver aldrig rigtig brugt til mere end de mest basale opgaver, og man ender ofte med at gå lange ture gennem "dødt rum", hvilket irriterer, når man ved, at den vigtige information allerede er i notesbogen.

Når det er sagt, er det beundringsværdigt, hvordan hvert rum fortæller små historier. Det er ikke bare dekoration, men spor, der danner en fortælling i sig selv. Dette er, hvad gode miljø-gåder kan: skabe en følelse af opdagelse i hvert skridt. Og det er godt, at Call of the Elder Gods bruger dette konsekvent, for ellers ville vi stå tilbage med en fortælling, der trods sin ambition giver meget lidt at holde fast i udover hovedpersonerne.

Spillet kæmper for at få dig til at holde af Harry, en karakter der før kun eksisterede gennem Norahs øjne. Nu får han en rigtig bue, og kemien mellem ham og Elizabeth er spillets hjerte. Men omkring dem virker historien bange for at gå hele vejen. Koncepter og idéer falder ofte til jorden, og twists er ikke så smarte, som de tror - selv når tidsrejser involveres. Antagonisterne føles ligegyldige, og de valgmuligheder, man får i dialogerne, har ingen reel indvirkning på historien.

Call of the Elder Gods vidste, hvad det ville være, men det betød også en mindre fokuseret oplevelse, der hopper over det hele med en hurtig fortælling om konspirationer. Men det er overraskende, hvor meget af det, der rent faktisk hænger ved.

Slutningen efterlader mig kold, men jeg ser tilbage på helheden og er stadig imponeret over de bjergtagende syn, de kreative gåder og de personlige øjeblikke mellem Harry og Elizabeth. For hvert skridt tilbage tager spillet to skridt frem, og selvom de ikke altid dækker så meget afstand, efterlader det spillet på en plads, der er dets status værdig.