Castlevania: Lords of Shadow

Castlevania havde brug for en frisk start. Efter årevis af de samme nydelige men ambitionsløse Symphony of the Night-kopier har Konami endelig forstået hvad der skal til: nyt blod. Efter at have afvist interne spilkoncepter gav de i stedet opgaven til den sultne spanske udvikler Mercury Steam. De har tidligere udviklet de middelmådige Scrapland og Jericho, så jeg tør godt indrømme at jeg ikke var vanvittigt forventningsfuld, da jeg fik at vide at det var dem, som skulle genoplive min yndlingsserie. Men det er tydeligt, at alt de manglede var en fast hånd og vejledning fra selveste Hideo Kojima, der har haft en finger med i produktionen, for Castlevania er et brag.

Glem alt hvad du måske har lært om Castlevania-seriens handling. Lords of Shadow er en total genstart, der ignorerer det meste af hvad der er sket i tidligere spil. Vi tager tilbage til den tidlige middelalder, år 1047, midt i overgangen fra gammel mytologi til kristendom. Gabriel Belmont er en kriger i et helligt selskab, der begiver sig ud på et enormt eventyr for at forsøge at genoplive sin døde hustru. Gabriel bærer et våben kaldet Combat Cross, som ved første øjekast ligner et almindeligt krucifiks. Men den ene ende kan foldes ud til en lang pisk, og håndtaget kan forlænges med en kraftig pæl til at stemple vampyrer med. Våbnet kaldet derfor også Vampire Killer...

Det ville være let men også en anelse misvisende at kalde Lords of Shadow for en God of War-klon. Konamis helt har jo pisket skeletter og medusahoveder længe før Kratos dukkede op. Men der er ligheder i måden slagsmålene fungerer. Med den store rækkevidde er det nemt at holde fjender på afstand og trykke vildt på knapperne indtil alt holder op med at bevæge sig (de er for længst holdt op med at leve). Sammenlignet med Kratos' eventyr skal man derimod være mere hurtig på fødderne og undvige diverse ublokerlige angreb.

Men der er betydelig mere dybde end det. Til at starte med er der fire forskellige specialvåben, som man finder i løbet af spillet. Fra de brugbare men svage knive til den Final Fantasy X-lignende superdemon, der sprænger alt på skærmen væk, har de alle forskellige anvendelsesområder, og man ender ikke med en enkelt favorit. Slås du tilstrækkeligt godt, efterlader fjenderne små energikugler, som kan absorberes manuelt til en af to målere. Dem bruger du til enten at hele dig selv eller gøre ekstra meget skade, og de kan også benyttes til at løse diverse puzzles. Altså skal man tænke sig om og fordele magien alt efter hvad der er mest nødvendigt. Gennem hele spillet finder du nye evner og nye slagkombinationer, der gør kampene mere afvekslende, og der åbnes for nye muligheder i praktisk talt hver bane.

Afvekslende er også et ord man kan bruge om spillet overordnet. Tempomæssigt vil jeg nok sammenligne det med Uncharted, bare med flere puzzles. Actiondelene tager en stor del af tiden, men ind i mellem er der lange platformssektioner, hvor sving med pisken giver et friskt pust til den gamle hæderlige klatren langs afsatser, eller småsvære puzzles som kan tage ret meget tid, men som man, lykkeligvis, kan købe sig forbi hvis man er actionsulten.

Efter en række mastodontkampe mod Shadow of the Colossus-episke monstre kommer der en lang bane med hjernebrydere, og efter at have besejret en række demoner i vampyrslottets gange kommer der lidt Zelda-duftende puzzle-løsning. Jeg kan lide det, en lille chance for at adrenalinen kan holde op med at pumpe og man kan nyde lidt af omgivelserne.

For Castlevania er også et rigtigt flot spil. Udbuddet af monstre er ganske vist baseret på de gamle spil, men stilistisk befinder de sig et sted mellem Ringenes Herre og Guillermo Del Toros skræksaga Pans Labyrinth. Der er en anelse for meget "dark, gritty, adult", og sjældent lige så meget selvironi som seriens tidligere monsterfauna, men det passer udmærket til den ubehagelige handling og dystre stemning. Ofte byder fjenderne på uventede specialangreb, som det kræver snilde fingre for at undgå.

Vi rejser på kryds og tværs gennem et mytologisk Europa, hvor de gamle guder stadig ikke helt har overdraget pladsen til den kristne middelalder, fyldt med oldgamle ruiner, undertrykte byer og monsterfyldte grotter. Variationen er fantastisk, og ved siden af den pompøse fortælling er omgivelserne spillets absolut største styrke. At man blandt andet kan gå fra en yndig oase med perlende vandløb til et blåkoldt gotisk fort gør, at jeg hele tiden ser frem til næste bane og hvad der venter der.

Al den grafiske overflod og de overdådige produktionsværdier har sin pris. Mercury Steam er fortsat ikke tekniske guruer, og billedopdateringen lider til tider. Sammenlignet med de fleste vestlige spil er det ikke dårligt, men kommer du fra silkeblødt actionlir som Bayonetta, vil Castlevania til sammenligning nogle gange føles som et lysbilledshow. Og nu hvor jeg alligevel piver, kan jeg også nævne at det en gang i mellem er lidt utydeligt hvilken vej man skal vælge i de gigantiske omgivelser, og at visse fjender kan holde til unødigt mange slag.

Selvom gameplayet er ganske moderne med alt hvad man kan forvente sig af et tredjepersonsactionspil anno 2010, har Mecury Steam alligevel taget nogle valg for at beholde følelsen af klassisk Castlevania. Rejsen går gennem tolv områder, som hver især indeholder tre baner. Du kan gennemspille dem alle i rækkefølge, men du kan også gå tilbage og besøge gamle baner igen, og lede videre efter skjulte skatte som du har misset. Nogle af dem må du tilmed vente med til senere, når du har fundet en ny evne. Actioneventyreren i mig nyder det.

Det eneste, jeg ikke er glad for, er noget overraskende musikken. Det er storslået som bare pokker, velkomponeret og pulsøgende, men fuldstændig identitetsløst. Tankerne ledes hen på svulstige lydspor af Harry Gregson-Williams, Howard Shore eller Hans Zimmer, men jeg bliver ikke, bortset fra nogle enkelte undtagelser, der nærmest kan betragtes som easter-eggs, mindet om enestående Castlevania-klassikere som Bloody Tears, Beginning og Wicked Child. Måske passer episke kor og pompøse strygere bedre til spillets stil end forvrængede guitarer. Måske er jeg bare en reaktionær besat af Konamis tidligere musik.

Derimod løfter Patrick "Captain Picard" Stewart som sædvanlig alle produktioner han er med i, og som mentorfiguren Zobek, der også er spillets fortæller, er han højest velkommen. De andre skuespillere gør også et udmærket job, og Robert Carlyle spiller en vred og bitter Belmont, der virkelig fungerer som hovedperson. Jeg kunne måske have ønsket mig lidt mindre stønnen og stakåndethed hver gang Gabriel skal ud og klatre. Den dødsforagtende akrobatik ødelægges lidt af, at det lyder som om han bare har virkelig dårlig mave.

Castlevania: Lords of Shadow er et kolosalt eventyr med en snedig historie, massevis af genspilningsværdi i form af ekstraopgaver og udforskning, og nogle af årets fedeste kampe. Mercury Steam har pralet med at spillet tager 20 timer at gennemføre, og det stemmer faktisk nogenlunde.

Jeg er meget fornøjet over at de ikke faldt i multiplayer-fælden eller indsprøjtede en masse unødvendigt samleri for at forlænge spillets levetid. Som Resident Evil 4, Half-Life 2 eller Metroid Prime er det simpelthen bare stort. Det har sine brister og kunne poleres en anelse mere på den tekniske side, men i det hele taget er dette overlegent det bedste tredimensionelle Castlevania, og en af årets mest imponerende actiontitler.