Christina Aguilera er tilbage med nyt album efter års stilstand. Hvor Back To Basics ikke blev den store kommercielle succes, har hun nu allieret sig med et stort væld af forskellige producerer og sangskrivere for at ændre sit lydbillede til en mere futuristisk lyd. Men hvis man tror Christina Aguilera skal til at være en ny Lady Gaga, så tager man grueligt fejl. Christina Aguilera kopierer måske mange forskellige kunstnere på et udspil, der virker meget forceret, men Lady Gaga er det sidste, det lyder som.
Det starter dog stærkt ud. Aguilera har selv været med til at skrive næsten hele albummet, og man mærker straks at hendes sangskrivningsniveau er hævet. Titelnummeret formår at leverer en futuristisk lyd, vi ikke før har hørt fra divaen, og selv om det ikke er opsigtsvækkende er det stadig et godt forsøg, som bliver holdt sammen af en stram produktion og en dyb men minimalistisk produktion som klæder Aguileras hæse stemme fint.
Pladen er opdelt i to, og hvor den første del er en blandet fornøjelse, skal vi til anden del for at finde de stærkeste kort. Christina Aguilera skinner bedst på balladerne, hvor hendes lyd er helt sin egen. De mange futuristisk numre virker en anelse forcerede, og selv om det er trenden i øjeblikket, havde det måske klædt pladen at fastholde den samme stil, vi har hørt på tidligere plader. Men der skal ske noget nyt, og det har jeg fuld forståelse for. Det fungerer bare ikke særlig godt, og singlerne har heller ikke gjort væsen af sig, hverken herhjemme, eller i det store udland.
Desdunate og Glam er dog begge fine sange. De formår at fremvise den selvsikkerhed, som vi normalt kender så godt fra Christina Aguilera. Førstesinglen Not Myself Tonight har ikke gjort væsen af sig, men nummeret er ikke så dårligt igen. Selv om den har fejlet på hitlisterne, sikkert på grund af manglen på et direkte hook, så er produktionen vidunderlig og det er svært at fornægte det produktionsdrevne klimaks.
Men med et album med henholdsvis 18 og 23 sange, er der nødsaget til at være fejltagelser, og desværre er størstedelen af albummet en mindre fiasko. Christina Aguilera er ofte en skygge af sig selv. Hendes vokal er fuldstændig fejlproduceret og man fornemmer ofte en større desperation i stemmen. Hun er mixet til ukendelighed og det er egentlig ikke nødvendigt, når vi har at gøre med en af de største vokalartister på den mainstream musikscene.
Alt i alt er Bionic et af Christina Aguileras svageste udspil. Selv om lyden er mere fræk end på Back to Basics, er der stadig langt op til mesterværket Stripped. Der bliver prøvet for meget, og med en al for lang sangliste og for mange fejltagelser, er det svært at se hvordan Christina Aguilera skal gøre væsen af sig.