Skip to main content
Gamereactor Cliff Uwey - The Eclectic

Cliff Uwey - The Eclectic

Danskere rappere som regel på dansk, men der er ganske få, der kan gøre det på engelsk. Cliff Uwey er en af dem.
Rasmus Lund-Hansen 10 juni 2012

Cliff Uwey er måske ikke et navn, de fleste umiddelbart kan genkende, men han er en erfaren herre. Under sit forrige kunstnernavn J-Spliff har han markeret sig, blandt andet i supergruppen Majors, som en af den halve håndfulde rappere, vi har herhjemme, der kan begå sig på engelsk uden at lyde som en parodi på Villy Søvndals anglianske sprogkundskaber.

Tilsyneladende har hr. iff fået nok af hip-hop, eller i hvert fald trængt til en pause, for under sit hans navn er fokus flyttet fra traditionelle New York-lyd med boombap-beats og scratches til en stil, der ligesom pladetitlen antyder, er noget mere ekletisk.

Cliff Uwey gør ganske vist stadig det han er bedst til på The Eclectic, nemlig at rappe, men sammenhængen er en anden og mere global. Vi er for det meste ude i dancehall og genrens mange afarter, krydret med lidt dubstep og andre af tidens toner hist og her.

Det er en stil, der virkelig klæder ham. Ved ikke at holde sig stramt til en bestemt genre eller udtryk, men i stedet blande fra et musikalsk tagselvbord, får Cliff Uwey skabt plads til sig selv, og lyder gennemgående som om han føler sig bemærkelsesværdigt godt tilpas i sin nye rolle.

Tekstmæssigt spænder vi vidt, fra at ryge urt og sige nej til damer i byen fordi man har en sød kæreste derhjemme, til lidt mere voksne emner som at være en "taber"-musiker, som resten af verden mener burde få sig et ordentligt job.

Højdepunkterne inkluderer den æggende You Wun Say Whut, den slagkraftige kærlighedserklæring I Got Love (der har rygende aktuelle Shaka Loveless med på omkvæd), den hip-hoppede Drop It To Da Floor, den møgbeskidte og herligt grimede BangDing.

Generelt holder hele The Eclectic et højt niveau, og et flertal af numrene er svære at sidde stille til. Gæsteoptrædener er her en pæn portion af, både danske og udenlandske navne, og det er med til at underbygge pladens lækkert internationale lyd, ligesom det understreger at Cliff Uwey selv er en rapper, der sagtens kan bide skeer med folk, der har fået det engelske sprog ind med modermælken.

Alt i alt et glimrende album, der vil gøre sig rigtig godt til øl i solen.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.