EA har annonceret en ny spiltype til Battlefield: Bad Company 2, der for første gang tilføjer co-op til serien på konsol. Den nye "Onslaught"-spiltype vil kunne spilles på fire af spillets multiplayer-baner: Valparaiso, Atacama Desert, Isla Inocentes, og Nelson Bay.
Banerne er til lejligheden blevet redesignet med nyt lys, tidspunkt på dagen, nye køretøjer og andre effekter. På hver bane skal op til fire spillere arbejde sammen, for at opnå deres objectives mod en hær af computerstyrede modstandere.
Senior producer hos DICE, Patrick Bach, siger, at udvikleren er spændte og begejstrede for at bringe noget nyt og friskt til spillet, mens man samtidigt bibeholder Battlefield-seriens signatur-gameplay.
"Vi ønsker at støtte de over 4 millioner fans, der spiller spillet, med nye måder at komme igang med multiplayer, og samtidig udfordre de bedste spillere med nye oplevelser, der kan forbedre deres præstationer online", siger han.
Der er endnu ingen udgivelsesdato, men EA siger at Onslaught "kommer snart". I anledning af annonceringen har vi desuden modtaget en trailer, som du kan se nedenfor.