Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Corsair iCUE H170i Capellix XT

H-serien har fået en opgradering

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Teknologi inden for kølingen har ikke ligefrem rykket sig med kvantespring, men der er hele tiden små forbedringer, og hver gang resulterer det i nye kølere. Det betyder ikke at din gamle køler som sådan er forældet, men bare at man kan opnå lidt bedre resultater ved at opgradere - hvis ellers især pumpen er et par generationer for gammel. som oftest er det dog bare en opgradering af blæserne, men det er også nok til at det ofte kan være en god ide at købe nyeste model.

HQ

Corsair har en del forskellige serier, typisk defineret ved om pumpehovedet har ekstra features, fravær eller tilstedeværelse af RGB-belysning, og så valget af blæsere.

Næsten alle kommer i en række forskellige størrelse fra 240mm og op efter, vi har naturligvis valgt den største og dyreste 420mm - men det er i realiteten nok lidt overkill. Så selvom at den her model koster 2200 kroner, så er 360mm-udgaven, der rigeligt kan dække de flestes behov, allerede faldet til 1790 kroner, og kommer i sort eller hvid.

Corsair iCUE H170i Capellix XT

Da H150i-serien kom brugte man sjette generations Asetek-pumper, og jeg må antage at det stadig gælder da Corsair ligesom alle andre er meget stille omkring hvem der rent faktisk leverer pumpen, der er den mest essentielle komponent. Selve pumpehovedet kommer i øvrigt med Corsairs XTM70-kølepasta, som synes lige nu at være den absolut bedste på markedet. Desværre er den allerede på køleren, og ikke i en sprøjte, for sådan en koster $25 for tre gram. Nej, jeg har ikke lavet en kommafejl. Der er monteringsskruer og kraver med til stort set alle formater, og det er utroligt nemt at skifte og montere. Som altid er det kabelføringen der er den mest problematiske del, men i det mindste har man her et samlet kabel, og ikke to separate.

Dette er en annonce:

Til at køle det hele bruger man 140mm PWM-blæsere af typen Corsair AF RGB Elite PWM. Der sidder 33 voldsomt kraftige LED'er som Corsair har givet navnet Capellix, og 24 i blæserne. Er det voldsomt? Ja. Kan de lave mange ting? Ja. Kan det slukkes? Også ja. Det hele styres med en iCUE Commander Core, der styrer både RGB og blæsere, seks styks i alt. Er man helt tosset med farvet lys kan man også tilkøbe et Elite LCD Upgrade Kit, som er en LCD-skærm til pumpehoved på 2.1 tommer i 8-bit og 480x480 pixels, hvor man så kan have, ja, det er kun fantasien der sætter grænser.

Installationen er enkel, og kablerne er klart makeret, og det er nemt at tilslutte til Commander-enheden og videre til bundkortet. iCUE er ved at være et fornuftigt stykke software, men at det fylder 1GB er helt ude i skoven.

Længden på selve slangen fra radiatoren til pumpen er blevet længere, 45 centimeter, men jeg må indrømme at det stadig kniber i det relativt store E-ATX-kabinet vi bruger, det burde dog ikke være et problem i et normalt ATX-kabinet, og vi har monteret vertikalt på den helt korrekte måde, altså med slangetilslutningen i bunden, og det sætter typisk endnu større krav til slangens længde.

Faktisk er korrekt montering ekstremt vigtigt, da det ellers kan skade systemet såvel som forkorte levetiden drastisk - også selvom at man giver fem års garanti. Blæserne skal dog have ros for at bruge gummimanchetter omkring skruehullerne til at dæmpe vibrationer, den slags ser man ellers mest hos high-end producenter som Noctua.

Dette er en annonce:
Corsair iCUE H170i Capellix XT

Nå, men vi fik fyret op for vores AM5-testbænk med en Ryzen R9 7950X - en CPU der er rated til 170 Watt, og reelt bruger en del mere - især hvis man fjerner begrænsningerne. Så fik den ellers Prime95 i 20 minutter, hvorefter der blev målt igen.

Ved idle er vi på 54 grader, ved maksimal belastning på 95.6 grader i spikes, men for det meste holdt den sig under 82 grader - og det er jo ret pænt, særligt med tanke på at vi tidligere har set andet der ramte 95 grader konstant, der er AMD's thermal throttle-punkt.

De tre blæsere gjorde ikke meget af sig, 36dB, og det er lavfrekvent og rigeligt til at leve med. Så - dyr, men absolut også effektiv, nem at installere og med lavt støjniveau. Så er det op til den enkelte om man vil have regnbueopkast eller ej.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold