MOBA-musen er en særlig afart mus hvor man har placeret en masse ekstra knapper, typisk på siden, for på den måde at give brugeren adgang til en masse forudprogrammerede små programmer kaldet macroer. Eller rettere, det er en sekvens af tastatetryk som kan udføres med et enkelt klik, og dermed kan du reducere flere minutters tastaturtrykkeri i en bestemt rækkefølge til blot at trykke på nogle enkelte knapper, som til og med sidder lige ved tommelfingeren. Spiller man mange MOBA-spil, eller andre typer hvor dette kan være praktisk, eksempelvis MMORPG'er, så kan en dedikeret mus være en god ide.
Og Corsair har rent faktisk lavet noget udviklingsarbejde, og det skal de have ros for. Først og fremmest er der kommet riflede overflader på hver anden muserække. Det lyder måske mærkeligt og dumt, men det gør det enormt meget nemmere at fornemme hvor hver af de 12 knapper i siderne sidder.

Herudover er der mulighed for at indstille sidegrebet der indeholder de 12 knapper, og det kan således glide frem og tilbage, alt efter hvor lang din tommelfinger er, og dermed tilpasses 100% til dine fingre, og det greb du har. Det hele løsnes i bunden, og strammes så til når den sidder rigtigt. En løsning uden værktøj havde nok været bedre, men det er svært at se hvordan at det skulle kunne lade sig gøre.
Men lad os se på selve musen. Den er lavet i et afrundet design der er enormt behageligt at holde om, og hvor der sidder en stor RGB-diode foran det venstre tommelfingregreb, og når man kører et blåligt tema til sit set-up, så bliver det enormt Star Trek-agtigt at se på, og det må det gerne.
Der er udover de sædvanlige knapper en DPI- og profilknap, men måske mere vigtigt er faktisk et musehjul i ordentlig kvalitet, og med en kraftig gummibelægning. Grebet i højre side er desuden også beklædt med en art gummi for bedre greb, og det virker ekstremt godt. Selve overfladen er coated med en slags gummi, det er behageligt, og giver et godt greb. Kablet er som forventet med flettet kappe, og musekontakterne er heldigvis fra Omron, og det er vi store fans af her på Gamereactor. Ikke bare er de responsive, de holder også temmelig lang tid. Påstanden er 50 millioner klik, jeg har endnu til gode at slide en Omron-baseret mus op.

Af en eller anden mærkelig årsag er flere dele af musen ikke gummibelagt, men er i skinnende plast, det strider lidt imod det overordnede design, og det er ikke et designvalg jeg er enig i.
Sensoren er en Pxiart PMW3391, 18.000 DPI, men måske mere vigtigt, så kan den indstilles 1 DPI af gangen.
Er der RGB - ja da, fire zoner. Er der forskellige profiler der også gemmes i musen? ja naturligvis. Til gengæld undrer jeg mig enormt meget over at en relativt stort mus har meget små glideflader på undersiden, og at der absolut intet står omkring musens navn, serie- eller produktnummer eller lignende.
Og så kommer vi til softwaren, det er Corsairs iCue der er i spil, og den er... ja. Den mangler altså noget. Der er ingen former for bekræftelse på når man har sat en funktion og en knap sammen, der mangler en klar gemmefunktion, og i det hele taget er det ikke super brugervenligt, og det er altså en problem når man har 10-12 knapper der skal have enten andre tasters funktioner, eller hele makroer.

Kvalitetsmæssigt er musen ganske velbygget, den er enormt behagelig at bruge over længere tid, og riflingen i knapperne, plus en lille udbulning i tal nummer 5, gør at det er rimeligt nemt at finde rundt i. Trackingen er også særdeles fornuftig, og leverer fuldt ud hvad man kan forvente af en mus til 949.-
Hvis du har slidt din gamle MOBA-mus i stykker, så er det her klart en kandidat til en afløser, og selv FPS-spillere vil være glad for den respons og reset-hastighed der er i kontakterne. Men softwaren der hører til skal altså have en overhaling.