Gode strømforsyninger er dyre, særligt når man nærmer sig og kommer over 1000 watt, men kan man nøjes med mindre, så er det lidt mere realistisk, men jeg må stadig fastholde; en god strømforsyning er guld værd, det er ikke et sted man skal spare.
Min sidste custom PC havde en 1000 watts PSU, ret meget for en førstegenerations Intel i7, men den virker faktisk stadigvæk, og den blev aldrig skiftet eller opgraderet. Og skal det være småt, så stiger prisen bare. Desværre er vi bare der, som altid, hvor SFF-computere stadig kræver en masse strøm, men da man næppe smider et RTX3090 eller 3080TI eller RX6900XT ned i sådan en computer, så burde 750 watt dække alles behov.
Og af den årsag kigger vi nærmere på Corsairs SF750, en menigmands PSU, der er lavet til helt generelle entusiastbehov. Enheden er kun 10x12.5x6.3 centimeter. Det er godt nok ikke meget.
Platin-ratede strømforsyninger er særligt dyre, ligesom fuldt modulære strømforsyninger - og dem vil du gerne have når du selv skal bygge, er alle pengene værd, og hvis man som med SF750 kommer med individuelle ledere med hver sin flettede skærm. Udover kablerne, der i sig selv faktisk koster lidt, så er der også en ekstra bagplade med så man kan bruge den i et normalt kabinet, kort sagt, en SFX til ATX-plade.

Opbyning og egenskaber er relativt klassisk, 80+ Platin-certificering, japanske komponenter, og en Zero Fan Mode til den 92mm blæser der sidder på - jeg vil så sige at det kan være lige meget, selv ved fuld udblæsning var den ikke til at høre. Det er så godt nok også en PWM-blæser, koblet med kobberlegeret køleplade, men stadig. Selv ved fuld hammer larmer den under 30dB, og vil altså drukne i larmen fra dit grafikkort. Dykker vi lidt nærmere ned i det, så bruges der Infenion-transitorer og controllere, Nippon Chemi-Con kondensatorer, Champion blæser controllers og Power Factor Correction, og alt tyder på at Det er Great Wall der er OEM-producenten. Det er der intet odiøst i, Great Wall laver en voldsom mængde af verdens strømforsyninger.
En lille, men for mig vigtig detalje er at kabelforbindelsen på enheden er hævet en smule ud af kabinettet - det gør det væsentligt nemmere at tilslutte kablerne efter installation, hvor det skulle være nødvendigt, og vigtigere, at tage dem ud. Desværre kan man ikke slå Zero Fan fra på blæseren, det ville jeg gerne, men omvendt forstår jeg også godt at Corsair ikke ønsker at brugerne piller ved ting der kan gå galt.

Der er en syv års garanti - lettere uhørt inden for elektronik, og så for lige at vende tilbage til prisen, så koster en tilsvarende Silverstone SFX 80+ Platin - med 50 watt mindre, over 1600 kroner. Igen, prisen er virkeligt svær at brokke sig over. Indmaden synes jeg er en ret god afvejning imellem dyre varmærkekompoenenter, og så nogen med lidt dårligere tolerancer, men lige så lang levetid, og det er uden at prisen påvirkes.
Vi har desværre ikke mulighed lige nu for at teste Hold-up, inrush current og spændsingsafvigelser, men vi fik da målt en +85% effektivitetover hele vejen, selv når den presses helt i bund og skal leverer 110% af hvad den er opgivet til. Den blev presset til 950 watt kortvarigt uden at bryde sammen, og det var faktisk imponerende.
Med et infrarødt termometer blev komponenterne målt, enkelte kom lidt over 70 grader, men ikke mere end det.
Det er ret svært ikke at være positiv overfor et produkt der både er væsentligt billigere end konkurrenterne, og samtidigt leverer hvad der loves. Særligt når det er sådan en nuttet lille strømforsyning.