For nylig fik vi muligheden for at anmelde en Cosori airfryer, en model der ikke innoverede med hverken kapacitet eller funktionalitet, men takket være overgangen til kraftfuld DC-strøm tilbød mere effektiv tilberedning end nogen anden konkurrerende model vi har set til dato.
Cosori er dog ikke umiddelbart færdige med at imponere, fordi nu kan du netop få samme effektivitet, samtidig med at der netop innoveres i forhold til formfaktor. Det her er Dual Blaze TwinFry, og den er ret genial.
Okay, så først og fremmest handler det her om alsidighed. Hvis der er noget der kan provokere ved at bruge en airfryer, så er det den begrænsede kapacitet, men med en samlet kurv på 10 liter, så er der her langt, langt mere plads til både at placere større madvarer, såsom en hel kylling, eller adskillige ingredienser. Her har Cosori fundet på noget ret genialt. I princippet er det her et stort rum, men du får en lille opdeler med gummilister og i varmesikret materiale, som kan placeres imellem de to. Derefter kan du bruge displayet til at vælge specifikke indstillinger, grader og tilberedningstid hvor disse to nu opdelte rum. Er der så "bleed" imellem dem? Nej, ikke af hvad vi kan se baseret på to ugers test, og det betyder at du gnidningsfrit kan tilberede to forskellige ting under forskellige forhold, eller bare fjerne opdeleren og have 10 liter plads at lege med.
Derudover er der stadig den førnævnte effekt. Cosori siger, at Dual Blaze TwinFry er den første airfryer i denne størrelse, der har fire specifikke varmeelementer. Det er ikke noget der umiddelbart giver mening for den gængse forbruger, så lad os bare sige at selvom at den ikke er helt lige så heftig som Turbo Blaze 6L, så er den her fortsat markant hurtigere, heftigere og mere effektiv end stort set samtlige konkurrerende modeller på markedet.
Det gør sig gældende tværs over de seks forskellige modes. Der er Fry, Bake, Grill, Airfry, Reheat og Dehydrate. Præcis hvordan disse adskiller sig fra hinanden er umiddelbart svært, for du kan naturligvis justere graderne inden for hver af disse indstillinger. Men pointen er at du tilsyneladende har masser af frihed i forhold til at finde lige præcis den balance du har brug for, hvor noget så simpelt som en kartoffel bliver sprød uden på, samtidig med at den er tilberedt og blød indvendig - eller hvad end det nu skulle være.
Naturligvis tilbyder Cosori her igen materialer uden BPA og PFOA, og samtlige dele kan let vaskes i opvaskemaskinen uden at der mistes funktionalitet. Det eneste er sådan set at du skal være parat til at dedikere langt mere køkkenbordsplads til TwinFry, eftersom den er markant større end den gennemsnitlige airfryer. Den bliver den også nødt til at være, så det er ikke som sådan en anke. Hvad der dog er en anke er det blanke plastik, der sidder hen over displayet. Lynhurtigt blev det støvet og beskidt, og et slags mat materiale havde været at foretrække.
Billig er den ikke, og i en verden hvor du kan samle en ny airfryer op på fjollehylderne i Netto til 500 kroner, så synes 2299 ret mange penge, selv med forøget funktionalitet, alsidighed og effektivitet. Men Cosori Dual Blaze TwinFry er virkelig det værd.