Creature Commandos

Der har været en uventet stor hype omkring den animerede serie Creature Commandos, på trods af at den indeholder figurer, som nok er helt ukendte for de fleste. Årsagen er selvfølgelig, at den er det officielle startskud til James Gunns (og Peter Safrans) nye DC-univers.

At Gunn har været involveret, er tydeligt fra starten. Filmens grundlæggende præmis ligner Gunns The Suicide Squad fra 2021, og en gruppe ukurante karakterer bliver hyret til en højt profileret mission, som regeringen ikke ønsker at afsætte officielle ressourcer til. I åbningsscenerne møder vi den velkendte Amanda Waller (som med tiden vil få sin egen serie) og Rick Flagg Sr. (far til Rick Flagg, som blev dræbt af Peacemaker i førnævnte The Suicide Squad - noget, der også tages op i Creature Commandos).

Den hemmelige mission er at beskytte en prinsesse i et fiktivt østeuropæisk land mod en bevægelse ledt an af en troldkvinde, og med direkte forbindelse til Wonder Womans ø Themyscira, og for at gøre det får Flagg følgeskab af en broget flok væsner, herunder undervandsvæsenet og tilsyneladende ret mondæne mutant Nina (spillet af Zoë Chao), den Frankenstein-inspirerede The Bride (spillet af Indira Varma), den voldsomt radioaktive Doctor Phosphorus (fænomenalt spillet af Alan Tudyk), The Suicide Squad-overleveren Weasel (spillet af Sean Gunn) og min personlige favorit, den vanvittige androide G. I. Robot (også spillet af Sean Gunn), hvis livsmål er at dræbe nazister når som helst og hvor som helst.

Gunns engagement i produktionen og manuskriptskrivningen er tydelig. Det er hans typiske humor, som ofte fungerer rigtig godt, men altid med en klar underliggende kærlighed til alt, hvad der er lidt anderledes. Det er heller ikke et børneshow, og hvis du forestiller dig en animeret The Suicide Squad eller Peacemaker, kommer du ret tæt på tonen i denne produktion. Gunns forkærlighed for ikke at forsøge at overfortolke tingene for seerne skinner også igennem, selvfølgelig får vi flashbacks, hvor det er nødvendigt, men du behøver ikke at skulle sidde igennem flere typisk fortalte "origin stories" her, som det nærmest forventes - præmissen præsenteres relativt sort på hvidt fra starten af.

Designmæssigt er serien klart vestlig, selv om der er træk, der minder om japansk anime, og det franske studie Bobbypills, som har lavet animationen, leverer virkelig høj klasse på alt fra uhyggelige situationer til romantik og selvfølgelig action. Musikken er et af seriens stærkeste elementer, og soundtracket er fyldt med forskellige kunstnere, bl.a. norske Kaizers Orchestra og finske Korpiklaani. Komponisterne Clint Mansell og Kevin Kiner bidrager også med stemningsfuld og varieret musik til at fylde tomrummet ud.

De syv episoder er omkring 22 minutter lange, og derfor skal vi måske ikke håbe på for meget dybde i handlingen, og det føles næsten, som om episoderne slutter kort tid efter, at de er begyndt. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde haft lidt mere tid i nogle scener. I andet afsnit begynder det hele at varme op og viser antydninger af, hvor serien vil bevæge sig hen. Det tegner til at blive rigtig godt, og Creature Commandos-banden er nemmere at holde af end The Suicide Squad, som var lidt for mange og adspredte, men som også havde Harley Quinn som gruppens åbenlyse stjerne. Det er der ikke noget af her, og da alle væsnerne (undtagen muligvis Weasel, men det kan komme) har rigtige personligheder, tror jeg, at alle vil finde deres personlige favoritter.

Jeg håber, at dette er den tilgang, Gunn vil bruge i sit nye DC-univers, som føles hurtigt, sjovt, men alligevel seriøst, med en følelse af indsats og uden at være afhængig af massiv ødelæggelse i hver scene - og frem for alt hjerte. En rigtig god start, kort sagt.