Creatures of Ava kommer fra spanske Inverge Studios og Chibig, hvor sidstnævnte nok er bedst kendt for de hyggelige Summer in Mara og Koa and the Five Pirates of Mara. Creatures of Ava er lidt i samme stil og her er der også tale om noget så usædvanligt som et eventyr helt uden vold, men hvor der i stedet er stor fokus på udforskning.
Handlingen udspiller sig på den mystiske planet Ava, hvor den unge natur-eventyrer Victoria, blot kaldet Vic, er styrtet ned med hendes lille rumskib. Fuld af beundring begiver Vic sig ud på planeten og finder hurtigt ud af, at både dyr, planter og de indfødte Naam stammer, er truet af en mørk infektion, som de indfødte kalder The Withering. Vic sætter sig for, sammen med hendes forskningspartner Tabitha, at redde planetens dyreliv fra den altødelæggende infektion, ved at kortlægge dyrearterne på planeten og få dem teleporteret væk til en BioArk - væk fra planeten.
Ara er inddelt i fire områder og hvert område har hvert deres dyre- og planteliv. Vic skal udforske områderne, opdage de unikke planter og dyr og dokumentere dyrearterne og lære mere om dem, ved at tage billeder af dem og interagere med dem. Der er både raske dyr i naturen og dyr, som allerede er inficeret og som dermed er blevet fjendtlige og aggressive, og hun skal derfor redde og kurere dem med en magisk stav, hun har fået kort efter ankomsten til Ava.
Med sig har Vic også en magisk fløjte, som hun får af den første Naam stamme hun møder, og hun lærer undervejs at spille flere melodier på den her fløjte. Det betyder også, at hun kan imitere dyrenes lyde med fløjten og de vil derfor føle sig trygge ved hende og de vil for eksempel hjælpe hende med at løse forskellige opgaver i omgivelserne; det kan være at fjerne forhindringer, skubbe til store kasser eller åbne magiske blomster. Dyrene vil også følge efter Vic, hvis hun spiller en speciel melodi, så hun kan samle dyrene ved nogle teleportere som Tabitha har placeret rundt omkring i naturen, så dyrene kan sendes til BioArken.
Endelig skal Vic løse forskellige opgaver eller missioner for Naam stammen, som desværre ikke er specielt interessante og det er for det meste noget med at finde ting i omgivelserne, hente noget til landsbyens høvding eller lignende. Der åbnes også op for yderlige sidemissioner, efterhånden som man klarer missionerne og der er masser af ting man kan lede efter i omgivelserne, hvis man er den grundige type.
Creatures of Ava er på en måde et "feel good" spil, hvor man uden nogen form for stress eller vold, kan udforske omgivelserne i den hastighed man vil, blive venner med de forskellige dyrearter og fylde ens Avapedia med billeder og informationer om dyrene og planterne. Der ligger dog også den underliggende fortælling om, at menneskeheden ankommer til en fremmed planet, for at "redde de lokale stammer og dyr", ved at fjerne dem begge fra landet - denne del bliver mere og mere evident som spillet skrider frem, men det vil jeg ikke afsløre mere om her.
Creatures of Ava er et smukt spil, selvom grafikken er til den simple side. Ava er et smukt sted, fyldt med planter, store træer, klukkende vandløb og hyggelige landsbyer, hvor Naam stammerne hører til. Det hele er badet i en overflod af farver og på samme tid har det hele en simpel og lidt karikeret stil, men det er flot og fungerer fint. Lydsiden, og specielt soundtracket, er helt centralt her, da fløjten er noget af det vigtigste i spillet og der er nogle virkelig smukke og melodiske melodier i soundtracket.
Spillet er desværre lidt groft i kanterne, men ikke noget der decideret ødelægger oplevelsen - dog er det noget man bemærker. Nogle gange kan den smukke musik pludselig forsvinde, menuerne og spillets kort er begge dele unødvendigt svært at bruge, styringen er lidt tank-agtig og lidt upræcis og dyrene kan sidde fast i omgivelserne, så de skal følge Vic gennem landskabet. Specielt kortet er frustrerende at bruge og det virker som om, at spillet godt kunne have brugt en smule mere tid i ovnen.
I sidste ende ender Creatures of Ava med at blive en lidt middelmådig oplevelse. De ovenstående frustrations-elementer forstærkes af, at spillet bliver noget ensformigt, da man mere eller mindre gentager det samme i alle spillets fire områder - godt nok kommer der nye forhindringer og nye fjendtlige planter og dyr i områderne, men der er ikke den store afveksling i gameplayet.
Hvis man er typen, som elsker at udforske hvert et hjørne af en spilverden og i ro og mag bevæge sig igennem en lidt knudret spilverden, så kunne det her godt være god tidsfordriv. Det er også værd at nævne, at Creatures of Ava lander på Game Pass på lanceringsdagen, så mangler du noget du i ro og mag kan sidde og nørkle med, så tag et kig på spillet her, for det har bestemt også sine momenter.