I et interview med GRTV forklarer Matt Webster, executive producer hos Criterion, hvordan erfaringerne fra Burnout Paradise har hjulpet i tilblivelsen af Need for Speed: Most Wanted, og hvordan Autolog udvikler sig med spillet.
Om hvad det betyder at have erfaring med open world racing fra Burnout Paradise:
"Vi lærte så meget i Burnout Paradise. Det spil, vi lancerede, var meget, meget anderledes end det spil, det endte med at være, og vi lærte enormt meget undervejs. Og vi har virkelig brugt al det vi ved fra Burnout Paradise og fra Need for Speed: Hot Pursuit. Og dette spil er som et sammenstød mellem alle de ting".
Om hvordan Autolog har udviklet sig siden Hot Pursuit:
"Meningen med Autolog er, at den hjælper dig med automatisk at konkurrere mod dine venner. Det vi fandt ud af var, at jo længere spillerne spillede, jo flere venner tilføjede de, hvilket er utroligt, ikke, det er en virkelig brugbar ting at vide. Det betød at vi havde fat i det rigtige. Men i Hot Pursuit var Autolog kun aktiv i ét løb ad gangen, nu er den med i alt. Der er så meget variation i spillet - du kan race, der er jagter, der er discoverables, du kan konkurrere på fartkameraer, hop og cooldown spots, jack spots og billboards og sikkerhedsporte".
"Så der er konkurrencer omkring alting. Og det fede ved det er, hvis du er en virkelig god racerkører og du er på min venneliste, så føler jeg måske at jeg ikke kan konkurrere mod dig, men fordi der foregår så mange andre ting, så er der altid punkter hvor jeg kan konkurrere om at være bedre end dig. Måske opgiver jeg løbene, men så bliver jeg bare virkelig god til flyvehop, eller jeg slår dig på collectibles. Og så kommer jeg til at tjene Speed Points og overhaler dig på Most Wanted-listen".