Der har altid været en masse hype omkring Toronto-duoen Crystal Castles, der iklædt moderigtige briller og tekstiler har bidraget til et fornuftigt stilskifte i en efterhånden nedslidt og udskældt ravescene.
Crystal Castles har endnu engang formået, på glimrende og dansevenlig vis, at indarbejde både fuldstændig ren og nærmest klinisk musikalitet og møgbeskidte samt småstøjende indfald, der rammer trommehinden med uventet slagkraft.
Crystal Castles består af lydarkitekten Ethan Kaths, der har sans for det både melankolske og underspillede, men også for det poppede univers, som han med sikker hånd styrer os igennem i denne ombæring, mens hans kvindelige makker, Alice Glass, står for de vokale anstrengelser, der ofte er manipulerede med henvisninger til både Battles og The Knifes stemmeføringsmæssige æstetik. Lyden og energien er varierende, hvilket kan skyldes, at der trækkes på mange forskellige musikalske indtryk.
Singlen Celestica viser fra start, duoens poppede indfaldsvinkel. Harmoniske synthesizere indhyller vokalarbejdet på en måde, der er drømmende i musikalsk sammenhæng. Men det er ikke kun drømmepop der sætter dagsordnen. Doe Deer skruer op for charmen og det larmer virkelig meget - På den fede måde.


Crystal Castles er en gruppe der lever på kanten. De er konstant pulserende, og søger altid nye udfordringer i deres musikalske udtryk. De er dog bedst, når de når kanten, men ikke går længere. Når Glass' vokal udkrænger sig som tusind pinte sjæle over Ethan Kaths underspillede produktioner. Det sker bl.a. på Baptism og Empathy som begge må være et par af pladens absolut bedste sange.
Crystal Castles kan dog også blive en smule for indadvendte. Når de er i deres egen lille boble af ideer og kreativitet. Her bliver der skabt små melodiske kompositioner, og underlige tekster. Det er ikke dårligt. Bestemt ikke. Men det er bare heller ikke så godt, som det kunne have været. Suffocation er en stærk produktion, som ikke efterlader noget tilbage at ønske, men ellers er anden halvdel af albummet ikke helt på niveau med den første. De uhyggelige og stemningsfyldte beats siver langsomt ud i periferien, og det klæder absolut ikke den ellers altid kompromisløse duo.
Efter alt den ballade Crystal Castles skabte, igennem deres succes med debutalbummet, har en masse tidligere fans håbet på, at denne plade ville blive rædselsfuld. Et forfærdeligt flop, som kunne give dem god samvittighed over at have hoppet af vognen i tide. Men ak. Crystal Castles er tilbage i fin form, og albummet, som måske ikke er perfekt, er i det mindste en forbedring over debuten som helhed. Stærkt gået.
Mange vil måske savne noget af den shockeffect som debuten skabte, men fortvivl ikke, for dette album er bestemt ligeså kreativt. Det er til gengæld mere fokuseret, og det er på mange måder mere helstøbt.