Daredevil: Born Again

Hvorimod de fleste kan blive enige om at Netflix' Marvel-univers var fyldt med skuffelser, hvor særligt Iron Fist og The Defenders skiller sig ud som særdeles ringe, så er kærligheden til Charlie Cox' præstation som Daredevil stort set universel. Nej, der er ingen der udpeger seriens diverse sæsoner som Emmy-værdige nyklassikere, men bundsolidt superheltefjernsyn? Ja, der lader der til at være relativt bred enighed.

Og derfor var det netop også Cox' Daredevil de fleste begræd tabet af da Netflix' og Marvels samarbejde brød sammen, og ligeledes var jublen enorm da han så officielt, som den eneste, er blevet en del af det bredere MCU.

Det skete først via Spider-Man: No Way Home, så i She-Hulk, men nu for alvor via Daredevil: Born Again, en MCU-serie der officielt puster nyt liv i Daredevils lille mikrokosmos, og samtidig er det en slags defacto fortsættelse af den generelle rammefortælling fra Netflix-æraen.

Så lad os gå direkte til stødet; er det her en værdig fortsættelse af de til tider ret fede Netflix-sæsoner? Ja, det er det i mere end én forstand, for Born Again samler stort set trådene op, både tonemæssigt og mere pragmatisk, fra Netflix-sæsonerne, og giver os en uforbeholden efterfølger skåret efter nogenlunde samme skabelon. Vincent D'Onofrio som Kingpin? Ja, han er den centrale skurk igen. En mere dyster rendering af New York end de mere lyse MCU-serieproduktioner? Yes. Og mere fokus på lavpraktiske, brutale og kinetiske kampscener med adskillige vilde one-takes? You bet. Med andre ord; det er her alt sammen, alt det der skabte energi omkring Cox' fortolkning af karakteren.

Der er små lus i skindpelsen, ingen tvivl om det. Om hvorvidt det skyldes reshoots eller problemer bag scenetæppet er der adskillige tåkrummende ringe stykker CG-grafik, der virkelig underminerer ellers velkoreograferet action, og i det første afsnit ødelægges en ellers emotionelt hårdtslående sekvens med overraskende middelmådige klipning og strategisk positionering af karaktererne. Som sæsonen skrider frem er der færre af den slags hiccups, men de er forstyrrende når de opstår, og får det til at virke som om at der er blevet skyndt unødigt i løbet af postproduktionen.

Når det så er sagt, så er selve søjlerne i Daredevil her stadig, så Cox, D'Onofrio, Deborah Ann Woll som Karen Page, samt et stærkt supporterende cast der godt nok tager sig selv lige lovlig seriøst (det her er en serie der stort set er foruden de klassiske Marvel one-linere), men som er troværdige og velskrevne. Jo, lidt CW-lignende melodramatik sniger sig ind hist og her, og i særdeleshed i de mondæne udvekslinger, der kan virke nærmest karikerede i den påtagede almindelighed, men det er en velspillet serie, det er det altså.

Man ville måske kunne argumentere for at Born Again ikke rigtig forsøger at propellere hele seriens koncept eller ramme fremad, for det her er virkelig mere af det samme, i tone, i fremgangsmåde og i fortællerteknik. Men samtidig får særligt Charlie Cox muligheden for endegyldigt at bevise, at det virkelig er hans udgave af Daredevil der bliver ved med at være så dragende, og om det er indenfor, eller udenfor MCU, så er det derfor serien har så dedikerede fans. Born Again er derfor mest af alt en værdig efterfølger, der trods lidt snublen hist og her kommer i mål med at cementere det lille Hell's Kitchen-mikrokosmos som en mindeværdig del af det nu ret så kosmiske MCU.