Bend Studious open-world spil Days Gone er ikke en af PlayStation Studios bedste titler fra de seneste par år. Det er dog stadig i sin egen ret et ganske underholdende spil; det lider blot under at blive sammenlignet med nogle af de absolutte sværvægtere. Jeg spillede det oprindeligt på den normale PlayStation 4, der allerede på det tidspunkt havde en del år på bagen, og hvor jeg nød oplevelsen, så fangende spillet mig ikke på samme måde som The Last of Us: Part II eller God of War - titler der virker til at trække på hver eneste del af konsollens hardware.
Nu er Days Gone så tilgængeligt på PC i en ny version, der ikke længere lider under de samme tekniske begrænsninger som på PS4. Hvad du får, er en version af spillet, der er langt bedre end originalen, og jeg blev derfor endnu engang opslugt af spillets univers.
Da vi tidligere har anmeldt Days Gone, vil jeg ikke gå dybden med hverken historie eller gameplay; det kan du i stedet læse om her. Hvad jeg fokuserer på, er selve konverteringen, og hvordan at spillet fungerer teknisk på den nye platform.
Days Gone har på PC en ulåst framerate, hurtigere indlæsningstider, bedre grafik (takket være forskellige faktorer som en forbedret draw distance og skarpere teksturer), ultra-wide skærm support, mulighed for at spille med mus og keyboard samt ikke-DualShock controllere, og oven i hatten for du også alt post-launch indholdet, der er udgivet til PS4.
Hvad betyder al denne tekniske jargon? Jo, overordnet set er spillet langt mere pænt og glidende end på PS4. Min computer kan køre det meste og bruger en 9. generation i7 CPU med et RTX 2060 grafikkort og 16GB of RAM. Det er ikke nogen decideret kampstation, som kan køre spil med 300+ FPS, men den klarer trods alt de fleste spil med 60+ FPS ved de højeste grafiske indstillinger. For det meste foretrækker jeg ydelse fremfor billedkvalitet og kører med lidt lavere indstillinger for at få adgang til den bedst mulige frame rate. I dette tilfælde betød det, at jeg spillede Days Gone med medium-indstillinger og fik en framerate mellem 80-130FPS, alt afhængig af, hvad der skete i spillet.
Under filmsekvenser faldt frameraten til omkring de 80, og under gameplay ramte den 130FPS, hvis der ikke var alt for mange Freakers (læs zombier) på skærmen samtidigt. Selv med en varierende frame rate flyder spillet glimrende, og det er en oplevelse, der slet ikke kan sammenlignes med PS4-originalen.
Selvom jeg fokuserede på ydelsen, så så Days Gone stadig fantastisk ud på PC. Hvad enten du betragter Oregons massive skove eller stirrer lige ned i gabet på en Freaker, så løfter denne version den visuelle oplevelse markant. Selv ansigtsteksturer, der ofte hurtigt viser deres alder, ser meget bedre ud i denne ombæring. Du kan endda se Deacons tjavsede skæg blafre i vinden - det er til tider næsten magisk.
Hvad der særligt imponerer ved PC-versionen, er den store mængde af indstillinger. Du kan dreje og justere på stort set alle parametre for at finde frem til den optimale oplevelse. For eksempel kan du ændre samtlige knapper på controlleren eller ændre på spillets field-of-view, hvilket kan give nogle majestætiske resultater, når du stirrer ud i den imponerende horisont.
Oplevelsen er dog ikke helt fejlfri. En gang i mellem hakkede gameplayet en smule, og der blev skippet et par frames hist og her, særligt i mellemsekvenser, men det skete meget sjældent og ødelagde aldrig spillets indlevelse. Spillet er jo også stadig Days Gone, hvilket betyder enkelte frustrationselementer som for eksempel et sigtesystem, der kan være svært at få styr på, indtil du har fået de rette opgraderinger.
Selv med et par små mangler bragt over fra originalen, er PC-verisonen klart den bedste måde at opleve Days Gone. De mange indstillinger lader dig skræddersy en oplevelse, der markant overgår den, du fik på PS4 - og den var ganske udmærket til at begynde med. Det virker ikke engang til, at du behøver et decideret monster af en PC, da der er tale om en gennemført port. Hvis der er en ting, som PC-versionen gør klart, så er det, at Days Gone stadig fortjener en plads i planerne hos PlayStation Studios, da det stadig er lige underholdende at hoppe på kværnen og rydde ud i zombiebestanden.