Tilbage i maj afslørede udvikler Dambuster Studios, at Dead Island 2 havde formået at sælge over tre millioner eksemplarer. Det er i sig selv ret flot, og er en af Embracer Groups centrale succeser de sidste par år. Siden da er spillet blevet tilføjet til både Game Pass og PlayStation Plus, og det har så sandelig hjulpet på antallet af spillere.
I forbindelse med lanceringen af en Ultimate Edition, der samler de diverse udvidelser der er kommet støt siden lanceringen, så har Deep Silver afsløret at spillet har ramt 10 millioner spillere.
Nogle af disse spillere har naturligvis købt det, men vi regner med at en god portion er kommet til igennem førnævnte tjenester.
Du kan jo læse vores originale anmeldelse af spillet fra sidste år.
