Den canadiske house-helt Deadmau5 er en arbejdssom herre. Normalt ville jeg i indledningen af en anmeldelse nævne, at det her var hans X'ende album, men mandens diskografi er et stort rod af opsamlinger, remixes, mixplader, singler med videre. Så jeg har simpelthen opgivet at finde redde i det. Tilsyneladende er dette hans tredje "produktionskompilation" - hvad det dækker over, ved jeg ikke helt.
Men det er også underordnet. Det er musikken der tæller. Selv nægter Deadmau5 at sætte sig selv i bås og lægge sig fast på en genrebetegnelse, men de fleste af numrene på 4x4=12 er af den hårde, kantede men også dansable slags. Dunkende og hypnotiserende 4/4-stortrommer lægger sammen med de kantede og møgbeskidte sawwave-baslinjer en solid bund, der går lige i fødder og nakke.
Der er ikke mange melodier og letgenkendelige hooks undervejs, og leder man efter en behagelig ørehænger som hans I Remember, bliver man sikkert skuffet. I stedet er der lagt vægt på hylende samples, synths og blip-lyde. Produktionerne er meget tætte og insisterende, og det er bestemt ikke nogen easy listening-plade, vi her har fat i.
Åbningsnummeret Some Chords lægger ud med en ganske behagelig akkordrundgang, og selvom den vender tilbage igen undervejs, markerer nummeret samtidigt startskuddet på det danseinferno, der kendetegner det meste af pladen.
Sofi Needs a Ladder krydres med kvinderap af den skærende slags, og jeg får den mistanke at det bevidst er lavet for at pisse noget af publikum af. Det er næsten punket i sin attitude. Om det er musikalsk trolling eller ej, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg kan lide det jeg hører.
De første syv numre er mikset gnidningsløst sammen, så man næsten er i tvivl om hvor det ene slutter og det andet begynder. Hele pladen er dog ikke holdt i de traditionelle house-rytmer, og på Raise Your Weapon, der nok er det nærmeste man kommer førnævnte radiovenlige I Remember, tager den musehovedbeklædte musiker en overbevisende afstikker til Dubsteb-land. Dubsteb-turen fortsætter i One Trick Pony, hvor Sofi i øvrigt vender tilbage.
4x4=12 er ikke en plade jeg vil anbefale bredt, for de kantede basgange og tætte lydbillede vil helt sikkert ikke falde i alles smag. Det laver dog ikke om på at jeg godt kan lide den. Niveauet er stabilt hele vejen, og jeg har svært ved at sidde stille mens jeg hører den. Lyt til et par numre på nettet først - kan du lide hvad du hører, kan du roligt anskaffe hele albummet.