
Det har efterhånden længe stået klart, at Deadpool & Wolverine ville blive en af denne sommers (og årets) største biografsucceser; det har egentlig kun været et spørgsmål om, hvor stor. Og nu har vi fået første del af svaret.
Via Deadline kan vi nu konstatere, at filmen har haft en helt exceptionelt stærk åbningsweekend. Hele 438 millioner dollars (eller 3 milliarder danske kroner) er det blevet til i omsætning på verdensplan. Det er en rekord for den største åbningsweekend for en R-rated film nogensinde (en R-rating svarer til en aldersmærkning på 15 år i Danmark).
Nu er spørgsmålet så kun, hvor langt træerne vokser ind i himlen, og hvor meget den samlede indtjening ender med at blive. Superheltefilm er ofte meget frontloaded i deres billetsalg, hvor fans gerne skal se filmene i den første uge efter lanceringen, og derfor kan der også ofte opstå ret markante fald i omsætningen allerede efter første uge — der er dog undtagelser. Kun tiden vil vise, om Deadpool & Wolverine også skal tage rekorden for den mest indtjenende R-rated film i alt.