Selvom digitale medier for længst har vundet kampen om vores kroner over de fysiske, så er alle tjenesterne, der udbyder dem, mildest talt mangelfulde. Og der er ét punkt, hvor gammeldaws cd'ere og blu-ray-skiver stadig slår mp3'ere og streaming: køb i udlandet.
For tilsyneladende gælder EU's Indre Marked ikke, når det kommer til digitale ydelser. Derfor kan jeg gå på Amazon UK, købe en hvilken som helst cd, og få den sendt herhjem til posten. Men jeg kan ikke købe den samme musik som MP3-filer, det er kun forbeholdt briter. Jeg kan købe anden sæson af Homeland på skive, men jeg kan ikke streame den fra Netflix - de har kun den første på den danske udgave.
Udover at det er sølle, så føler jeg også på en måde at det strider mod hele tanken om fri handel på tværs af landegrænser osv. Det er jo på ingen måde logisk, at distributionsmediet skal diktere om jeg kan få adgang til et givent produkt eller ej. Hvis Amazon kan sælge mig en cd, hvorfor kan de så ikke også sælge mig en MP3?
Forklaringen har selvfølgelig noget med rettigheder og aftaler at gøre, men den er omtrent lige så brugbar som et stykke vådt pap for mig som forbruger. Det er ikke underligt at der er nedgang i de her brancher, når de tydeligvis er styret af idioter, der aktivt forsøger at forhindre mig i at købe deres produkter. Kære rettighedshavere, få hovedet ud af røven.
