Dept. Q

Sig hvad du vil om Jussi Adler-Olsen, hans romaner om den uortodokse efterforsker Carl Mørck og om klassiske krimier som Afdeling Q-bøgerne, men de har været en enorm succes - ikke bare herhjemme men over hele verden, og placerer sig i slipstrømmen på den her "Nordic Noir"-fascination udenlands, der har sikret lignende succeser til andre skandinaviske mordgåder gennem de sidste 20 år.

Det var derfor uundgåeligt at Afdeling Q ville blive samlet op internationalt på sigt, men i stedet for en storladen filmfortolkning, så er det Netflix der har fået retten til at bringe os et anderledes take på den samme historie i grove træk, som mange danskere kender som "Kvinden i Buret", den første bog i en række på nu 11 bøger.

Og Netflix tager faktisk en række kreative risici med kildematerialet, som gør dette til en ret dragende og ultimativt fængende og velkonstrueret krimiserie, som fortjener særskilt hæder for at tage hvad der nok ville kunne kaldes en ret solid fortælling originalt (det må Adler-Olsen kritikere også indrømme), men samtidig lege lidt med tid og sted.

Ser du, det her er historien om Carl Mørck, Akram Salim og Merete Lynggaard, men i stedet for at give os en slags fortolkning af det danske retssystem, det danske landskab og danske kulturnormer, så flytter serien handlingen hele vejen til Skotland, og benytter ikke bare primært skotske skuespillere med den tykkeste accent du kan forestille mig, men forankre fortællingen i skotsk geografi, scenografi og kultur.

Det er måske lidt af en gimmick, og romanens trofaste fans fnyser måske af dette behov for at gøre selve settingen mere relaterbar for et engelsktalende publikum, men det her er langt fra den typiske "amerikanisering" vi ser i Hollywood-fortolkninger. Det her er pludselig en spændende indsigt i Skotland som nation, som kultur og som sted, der effektiv skildres over de ni episoder det hele varer - og det er samtidig med at den primære fortælling om kvinden i buret ligeledes håndteres med ynde og elegance. Plottet er der, men denne anderledes setting væves fuldstændig gnidningsfrit ind i fortællingen.

Matthew Goode er derfor "Carl Morck", og gør et hæderligt stykke arbejde, særligt efter hans karakter bryder lidt mere med sin nærmest karikerede ramme efter et par afsnit. Det er meningen at Morck skal være "unlikeable", en anti-helt, en falleret men uhyre dygtig politimand, der kæmper med indre dæmoner, men i starten retter Goode sine sarkastiske energi mod alle, og til sidst sidder du og himler med øjnene hver eneste gang han gør, og det sker alt, alt for ofte. Men heldigvis, som serien skrider frem, begynder Morck at rette al sin apati og vrede mod opklaringen af den her sag, og serien tager derfor form og kommer langt stærkere i mål end den starter.

Goode hjælpes på vej af Alexej Manvelov, der gør et mesterligt stykke arbejde som Akram Salim. Ligesom Fares Fares i den ellers fine danske film baseret på samme roman, så er han fortællingens anker, det anslag der får Morck op af stolen, og han er uden tvivl seriens mest overbevisende, livlige og troværdige karakter. Resten af castet leverer også, fra psykolog Kelly Macdonald der spiller Rachel Irving og i særdeleshed Chloe Pirrie der har den langt mere fysiske og krævende tjans at spille offeret, Merrit Lingard.

Resultatet er tilpas dunkelt, men også lidt lettere at fordøje end mange tilsvarende nordisk-inspirerede krimi-fortællinger, hvor der er lidt mere plads til et smil på læben, en kæk bemærkning eller at der sker reel retfærdighed i en verden der kan virke dunkel og deprimerende.

Det tager Department Q (seriens navn) et par afsnit at få fart under fødderne, og ligeledes tager det Goode et par afsnit at få åbnet Morck-karakteren op, men Department Q er uden tvivl anbefalelsesværdig, og set i betragtning af hvor godt de kommer i mål, så er der al god grund til at holde øje med hvad showrunnerne bag finder på nu.