I en ny video fra Nintendo, forklarer udvikleren lidt mere om det kommende Super Mario Maker. Udover de mange muligheder i forbindelse med dine egne Mario-baner, der kan deles online, kan du også spille 60 baner, der ikke kræver en internetforbindelse. Traileren viser også, hvordan du kan skifte Mario ud, med op til 50 forskellige Amiibo-figurer.
Det mest interessante er dog, hvordan Nintendo ønsker at kontrollere din indlæringskurve. Dette gøres ved at begrænse mængden af værktøjer du kan bruge. De forskellige værktøjer kommer i forskellige pakker, og du skal bruge hver pakke i over fem minutter, for at låse helt op for dens indhold - som først bliver gjort tilgængelige dagen efter. Dette betyder, at det vil tage over en uge at få adgang til samtlige værktøjer.
Selvfølgelig afholder det spillerne fra at blive overvældet, men det ville alligevel være en overraskelse, hvis Nintendo ikke lod de erfarne spillere krydse denne barriere.
Super Mario Maker udkommer på Wii U d. 11 september.