Skip to main content
Hardware

Devialet Mania Opera de Paris Edition

Fancy navn - vanvittig lyd
Kim Olsen Opdateret 8 oktober 2024

Devialet er måske ikke et så kendt navn blandt mange, men de var blandt de første til for alvor at kombinere trådløse aktive højttalere til seriøs brug med spektakulært design.

Herhjemme har distributøren i mange år været High-Performance Audio i København, der også i mange år var eneforhandler, og der er vist smidt en del af den slags højttalere igennem, kan vi forstå - men det har altså altid været i en væsentligt højere prisklasse, end man nu kan få sig en Devialet for.

Det er en lille kugleformet ting med et gennemgående skelet i aluminium, beklædt med stof samt en rem i rågummi.

Normalt koster en Devialet Mania 6.500 kroner og kommer i aluminium med sort eller gråt stof, men for 1.000 kroner mere kan du få den i forgyldt aluminium og gråt stof samt med en ladestander med. Den skal normalt købes separat for den nette sum af 800 kroner. Det er den testede version, Opera de Paris. Velkommen til design. Der findes også en udgave i flere farver, brun og sort, med Fendi-logo, men så skal du slippe 10.000 kroner mere.

Der er ti timers batterilevetid, og den oplades enten via den proprietære lader eller via USB-C. Der er et batteri på 3200 mAh indeni, og det skal så trække 4 fuldtoneenheder i aluminium og to basenheder. Jeg undrer mig dog over, at de ikke specificerer størrelse eller type mere specifikt. Men der er 4x25 W til enhederne og 2x38 W til basserne, alle klasse-D forstærkere. 95 dB er systemets maksimale lydstyrke, men det er også ekstremt højt for en trådløs højttaler, der er så petit og kompakt.

Den er designet til at være transportabel, man kan næsten bruge den ved poolen med en IPX4-rating, men der er også en nuttet bæretaske til den.

Der er en form for rumkorrektion, kaldet Adaptive Cross Stereo, baseret på fire mikrofoner. Den virker forbløffende godt. Man får en ret god illusion af, at man hører stereo fra to højttalere, og det var jeg enormt overrasket over, for at være ærlig.

Devialets app er virkelig gennemført. Den er lysår foran alle de sædvanlige gaming-mærker og deres Bluetooth-højttalere. Det er ekstremt lækkert, både hvad angår brugerflade, og så understøtter den endda ikke bare AirPlay, Wi-Fi og så videre, men også hifi-platformen Roon. Jeg mangler dog virkelig understøttelse af nyere Bluetooth HD-protokoller og Tidal Connect, men i al fairness, så er den også primært designet til at streame fra telefon over Wi-Fi.

Man kan ikke lade være med at forholde sig lidt kritisk til tallene. Ned til 30Hz fra en højttaler, der vejer sølle 2,3 kg? Det er mindre end magneten på enheden i min subwoofer. Men uden adgang til et anekoisk kammer med måleudstyr er det svært at efterprøve - men faktum er, at Devialet Mania har en vanvittig evne til at gå dybt, rigtig dybt, langt dybere end nogen anden trådløs højttaler, vi har prøvet.

Det er i det hele taget svært at kritisere lydkvaliteten. Der er en let lys klang generelt, men opløsning, dynamik og punch ligger langt over, hvad andre har budt på, og om end jeg nødigt vil erkende det, så kan Devialet Mania for mange reelt fuldt ud erstatte et dårligt anlæg uden problemer, særligt med tanke på, at der er en reel stereogengivelse, som man bør opleve. Uanset om der spilles akustisk musik, elektronisk dancemusik af moderne kaliber eller klassisk rock, så skuffer Mania ikke.

Er den lidt dyr? Ja. Men den er også bare bedre end alt andet.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.