Devil May Cry - Sæson 1

På trods af de laster, som Netflix har, skal streamingplatformens indsats med at tilpasse og fortolke spil generelt have ros. I modsætning til andre produktionsgiganter, der tilsyneladende har forsøgt at tage mere mainstream og popkulturelle fænomener og oversætte dem til et eller andet forskruet live-action eller animeret alternativ, har Netflix opgivet den tilgang og dykket ned i IP-skattekisten - som ikke engang bruges særlig ofte i spilindustrien - for at producere flere forskellige projekter, hvor autenticitet og tilfredsstillelse af de sande fans synes at være hensigten. Denne filosofi har ført til Arcane, Castlevania, Dragon's Dogma, Pokémon Concierge, The Cuphead Show, Tekken: Bloodline, Tomb Raider, Cyberpunk: Edgerunners, Dragon Age: Absolution, Captain Laserhawk: A Blood Dragon Remix og mange flere. Ja, kvaliteten af disse projekter varierer, men typisk er de bedre end forventet, og der er nogle ægte perler imellem.

En af de skabere, som Netflix tidligere har brugt til at fremme denne filosofi, er Adi Shankar, som var med til at bringe Castlevania og dets spinoff Castlevania: Nocturne til verden samt Captain Laserhawk. Nu forlader Shankar Konamis berømte serie til fordel for et Capcom-projekt, hvor den næste store opgave drejer sig om Devil May Cry. I betragtning af at det er en Netflix-anime produceret af Shankar, kan man allerede danne sig et ret klart billede af, hvordan det ser ud, men det vigtigste spørgsmål er simpelthen... Virker det?

Denne sæson på otte episoder er indbegrebet af Devil May Cry. Temaet og tonen er helt perfekt, med et tempo uden bremser, larmende og vanvittig action, mindeværdige (ofte forskruede), men unægteligt seje karakterer og utallige fjollede og vittige bemærkninger, der er bagt ind hver gang. I modsætning til en serie som Castlevania, der bød på mere verdensopbygning og en mere stabil, følelsesladet fortælling, begynder Devil May Cry med et brag og fortsætter derefter med at byde på et fyrværkerishow, der varer i cirka fire timer. Det er hjertebankende, spændende, medrivende og måske til tider lidt overvældende. Det mindede mig på en mærkelig måde om Crank...

Så ja, actionen og tempoet er en af seriens stærkeste kvaliteter. Den føles meget passende som et japansk actionspil med absurd excentriske, maniske karakterer og kampe, der smider enhver følelse af realisme ud af vinduet. Med Studio Mir som animationshus kan dette også realiseres med stor effekt. Du får ikke lyst til at trække vejret eller trykke på pause, du får bare lyst til at blive ved med at kæmpe dig igennem episoderne, og selv da vil du gerne have mere. Det er måske den mest hektiske og vilde videospilfilmatisering, jeg har set til dato, men da det er Devil May Cry, vi taler om, føles det bare rigtigt.

Men der er en hage ved denne struktur, og det er, at karaktererne ikke rigtig får tid til at trække vejret eller til at udvikle sig. Der er små flashbacks her og der, og endda en episode midt i sæsonen, der forsøger at gøre en masse af dette tunge arbejde, men for størstedelen af hovedpersonerne er du efterladt med en opsætning, der er meget afhængig af udlægning, subtile nik til hovedpersonen Dantes familie, Marys fortid eller endda VP Baines' (indtalt af afdøde Kevin Conroy) dybtliggende had til alt, hvad der ikke er menneskeligt. Det er på grund af dette, at Devil May Cry faktisk mangler lidt i plottet og det narrative element, selvom jeg ikke synes, det er et stort problem, fordi præsentationen og især soundtracket er så højtryksagtigt og højlydt, at det overdøver næsten alt andet.

Hvis du er til grunge og metal, vil Devil May Cry helt sikkert vække genklang hos dig. Det er ikke kun lykkedes Shankar at få Evanescence til at skrive en ny sang som tema for dette show, men Papa Roach, Green Day og flere andre er også med. Det kunne ikke føles mere Devil May Cry, og det kan jeg kun bifalde.

Jeg tror ikke, at Devil May Cry vil eksistere i samme glorificerede luft som Castlevania eller andre virkelig specielle Netflix-videospilsadaptioner, og den vil heller ikke være for alle, da temaet, volden, den rene volumen og det rasende beat og tonen er skabt til at udnytte DMC-fanbasen. Men hvis det er dig, hvis du er en af dem, der har presset på for at få Capcom til at udforske denne stilfulde serie på en mere betydningsfuld måde, så bør denne Netflix-serie gøre dig glad som en musling ... eller en dæmon i en tæt befolket gade.