Hun har for længst slået sit navn fast, og man kan da heller ikke undgå en Dido-sang eller tre, hvis man tuner ind på de forfærdeligt kedsommelige radiokanaler, der spiller hit på hit fra en tid, vi alle prøver at glemme. Det skal dog ikke være Didos lod her i livet, at hun er dømt til en tilværelse i den kedelige ende af æteren. Derfor får hun en smule goodwill med i bagagen fra min side, da jeg egentlig har erfaret, at hun måske er monoton og afdæmpet i sit udtryk, dog uden at være gabende kedsommelig.
Safe Trip Home er et yndigt indpakket album, der helt klart skriger til ens melankolske og stille sider. Hun er en fin lille perle, der synger så yndigt, og uden at gøre nogen fortræd. Hun synger om kærlighed, tab og fortvivlelse, just som hun altid har gjort. Hun har dog optimeret den musiske side af sig selv, og fået tilført lidt mere markant lyd. Et klaver i fokus på nummeret Look No Further, gør et skarpt indtryk - al denne smertende lyrik bliver ikke længere pakket ind i strygere og et simpelt up tempo beat i undergrunden, som Dido normalt ellers er fortaler for. Det klæder hendes stemme at stå alene, den får liv og skaber et nøgternt udtryk af, hvem der egentlig gemmer sig inde bag de mørkeblonde lokker i Dido.
Men generelt er jeg ikke særligt imponeret over denne lille sangfugl. Jeg fornemmer dog bedre, hvem hun er, end jeg nogensinde har gjort. En overgang tvivlede jeg endda på, om der overhovedet fandtes noget inde bag det pæne ydre, men det gør der. Jeg vil bare så gerne se mere af det, tak.