Rygter og spekulationerne flyver - i dag bliver måske dagen hvor Duke Nukem Forever, verdens mest forsinkede spil, endelig ser dagens lys og får smækket en udgivelsesdato på sig.
Spilmessen PAX er i øjeblikket i gang, og udgiveren 2K Games har lovet at de vil komme med en stor afsløring i deres stand klokken 19 i aften dansk tid. Begivenheden vil kunne ses via en livestream på deres webside.
Men hvad har det med Duke Nukem Forever at gøre? Tilbage i august sagde jungletrommerne at Gearbox havde overtaget udviklingen, og Gearbox-chef Randy Pitchford mere end antydede at der ville komme en afsløring på PAX i den forbindelse.
Og i går postede George Broussard fra 3D Realms et billede på sin Twitter af flyvende grise - en slet skjult hentydning til den engelske vending "when pigs fly", der flere gange er blevet brugt om Duke Nukem Forevers udgivelsestidspunkt.
Vi er skeptiske, men også temmeligt spændte!