Dune: Awakening

"I don't like sand. It's coarse and rough and irritating and it gets everywhere." Okay, forkert filmserie, men efter at have spillet mange timer af Dune: Awakening, er jeg helt sikker på, at dem der "bor" på Arrakis, er enige med Anakin Skywalker. Og jeg er ikke sikker på, at folk egentlig bor der, så meget som de bare forsøger at overleve. Det er i hvert fald ikke ligefrem en feriedag ved Vesterhavet, hvor man nyder solen. Nej, her er solen din værste fjende. Bortset fra sandormene selvfølgelig, for intet er mere skræmmende end Shai-Hulud.

Norske Funcom har her trukket på deres erfaring fra onlinerollespil, eller MMORPG'er, som Conan Exiles, Anarchy Online og The Secret World, for at skabe noget så interessant som et MMO/overlevelsesspil baseret på Frank Herberts Dune-bøger. Ofte ser vi spil i denne serie fokusere på politikken bag de såkaldte Spice Wars, men her får vi i stedet et mere nært billede af, hvordan livet på Arrakis egentlig er. Dune: Awakening udspiller sig i en alternativ tidslinje, hvor Paul Atreides (hovedpersonen spillet af Timothée Chalamet i den nye Dune-trilogi, hvis du ikke er så bekendt med universet) aldrig blev født, og Javier Bardem aldrig fik sagt "Lisan al Gaib" og blive et meme takket være det. På grund af dette - eller takket være, afhængigt af hvordan man ser det - har historien udviklet sig anderledes, end vi er vant til, og vores mål i spillet er at finde Fremen-folket, som ikke længere kan findes på det, der engang var deres hjemplanet. Uden at afsløre for meget, får vi en forklaring på, hvorfor fremen-folket ikke længere eksisterer - men det er op til vores karakter at finde sandheden.

Karakterskaberen er, hvad man kan forvente af et spil som dette, med udseende og andre valgmuligheder. Du kan også vælge din hjemplanet og din sociale status derfra, for at give lidt baggrund til din figur. Derudover vælger du en kampstil fra starten. Den er du så låst til, men det er muligt at låse op for egenskaber fra de andre skill trees senere. Problemet er, at nogle klassers evner låses op langt senere end andres. Jeg valgte at spille som soldat, som viste sig at være den første klasse, der bliver tilgængelig. Havde jeg i stedet valgt en som Bene Gesserit (hvilket normalt kun er for kvinder, men her virker det også med en mandlig figur), ville jeg først langt senere få adgang til den klasse - men samtidig også få soldatens egenskaber. Nu var jeg låst til mit ene skill tree med fokus på effektiv kamp på mellemlang afstand. Så hvis du er typen, der gerne vil låse meget op hurtigt, kan det godt betale sig at læse lidt op først.

Vores skib bliver skudt ned over Arrakis, og nu handler det om at overleve. Som jeg nævnte før, er dette et overlevelsesspil (survival), men i modsætning til mange andre spil i genren er der ikke voldsomt mange ting at holde styr på for at holde sig i live. Det eneste, du skal holde øje med, er vand. Og det er selvfølgelig ikke ligetil at finde på en planet dækket af sand. Hvor finder man så det? I blod, sved... men ingen tårer. Når du slår nogen ihjel, udvinder du deres blod, indtil du har så mange blodposer, at selv Dracula ville blive misundelig. Du kan drikke direkte fra posen, men det anbefales ikke - det slukker din tørst, men koster liv. Nej, byg i stedet en blod-til-vand-maskine i din base og nyd, at du ikke længere føler dig som en blodigle. Den anden ting, du skal holde øje med, er dit helbred. Bliver du skudt eller stukket, daler din health bar hurtigt. Det samme sker, hvis du falder fra højder. Du ved, præcis de ting der også ville tære på vores ens HP i den virkelige verden.

Som i andre survival-spil kører det hele i en slags loop. Gå ud og saml ressourcer, byg ting, slå fjender ihjel, hvil dig, saml mere, byg mere. Og selvfølgelig skub historien videre en gang imellem. Spillets underholdning ligger i denne gentagelse, for selve historien er ikke noget, man hænger sig i. Det er sjovt at forsøge at overleve, når solen bager løs og temperaturen sikkert overgår en glohed pizzaovn. Sand så langt øjet rækker. Banditter i små lejre og banditter i store baser. Det kræver noget særligt at få et spil til at være interessant i dusinvis eller hundredevis af timer, når omgivelserne altid ser ens ud: sand og sten, sten og sand. Man mærker virkelig, hvor svært det er at overleve, dog, og det er i sig selv underholdende og udfordrende. Når vandet er sluppet op, jeg er langt fra min base, og skærmen bliver sløret af hedeslag, så har jeg det ikke godt. Hverken i spillet eller foran skærmen.

Noget andet, der ikke får mig til at have det godt, er at blive ædt af en gigantisk sandorm. Hvis der er én ting, Funcom virkelig har ramt plet med, så er det følelsen af konstant fare fra sandormene. Så snart jeg tager ét skridt ud i sandet - og nogle gange allerede før - mærker jeg panikken komme snigende. Controlleren begynder at ryste, støjmåleren lyser ildrødt, og lydene er decideret skrækindjagende. Jeg drøner afsted på min motorcykel mod nærmeste sikre område - for orme gider ikke jage, hvor der er klippegrund. Nogle gange ser jeg en orm stikke hovedet op af sandet i det fjerne - måske har den netop ædt en anden spiller. Lydbilledet er så godt, at jeg kun behøver at høre den for at føle frygten. Shai-Hulud er nær!

Desværre opstår den samme følelse ikke, når jeg kæmper mod en af de uendeligt mange banditter på planeten. Det skyldes, at kampsystemet er en skuffelse. Ikke decideret dårligt, bare gennemsnitligt. Det største problem er nærkamp. Når det er kniv mod kniv. Udover at man kan blive låst fast i en uendelig stunlock, er denne type kamp ikke specielt sjov. Blokér et angreb, der er mere forudsigeligt end Dune-bøgerne selv, og slå igen. Vupti, død, sug blod. De fleste nærkampsfjender bruger energiskjolde, der dækker hele kroppen. Hurtige slag bider ikke på dem - du skal bruge et ladet angreb for at bryde igennem skjoldet. Det er som regel ret let at udføre efter at have undveget et angreb. De sværeste fjender er dem, der skyder - især når de er mange. Problemet er, at de aldrig rigtig tænker sig om. De stormer bare direkte imod dig eller står fuldstændigt åbent og skyder - aldrig i dækning, altid synlige som solen på den forbandede himmel. Den eneste grund til, at de er bare en smule udfordrende, er fordi de aldrig holder op med at skyde. De tager en kort pause for at lade, og så er det ellers i gang igen - som en discountudgave af Rambo.

Spillet er PvE. Eller... det burde det være - for det meste. Ifølge udviklernes egne beskrivelser er PvP "valgfrit", ikke påtvunget. Problemet er bare, at det er en stor løgn. I slutningen af spillet - det såkaldte endgame - bliver PvP tvunget igennem. Deep Desert, som det enorme område hedder, er der, hvor de mest eftertragtede ressourcer findes. Som solosspiller er det ekstremt svært at nå dertil. Det kan godt lade sig gøre, men når store grupper danner alliancer og beskytter alt, bliver det tæt på umuligt. Jeg har intet imod PvP i spil, men når 99 procent af spillet er PvE og spillere, der foretrækker det, udelukkes fra slutningen, så føles det forkert. Derudover findes der også statiske nedstyrtningssteder (og nogle tilfældigt genererede), som altid er PvP-zoner midt i ellers sikre PvE-områder. Her skal man ofte udføre kontrakter - finde ting, nedkæmpe bestemte fjender - for at få udstyr og materialer. Så jeg forstår ærligt talt ikke, hvordan PvP ikke kan kaldes obligatorisk.

Jo, hvis du ikke har planer om at gennemføre hele spillet, så er det selvfølgelig ikke. Men det er netop dét, der er problemet: PvP-spillerne - som udgør den største del af spillernes base, ifølge spørgeundersøgelser - vil nå slutområdet, opdage at det ikke er noget for dem, og lægge spillet fra sig. Jeg ville ønske, at der var to versioner af endgame: én for PvE-spillere og én for PvP, hvor den farligere version måske giver bedre loot. Funcom har lovet opdateringer og nyt indhold, og jeg krydser virkelig fingre for, at alle spillertyper får noget at tage sig til. For jeg tror, dette kan blive den næste store MMO-oplevelse, hvis udviklerne spiller deres kort rigtigt.

Uanset om du er team Atreides eller team Harkonnen - som du begge kan tilslutte dig for at få særlige møbler til basen, outfits og andet - vil du finde meget at holde af i dette spil. Det er et fremragende survival-spil, som desværre halter i sit kampsystem. Basebyggeriet, der til sidst føles som at have en kæmpe fabrik i baghaven, fungerer fremragende, og jeg har allerede set nogle vilde kreationer. Kør motorcykel gennem sandet med en orm i hælene, flyv din egen ornithopter højt oppe over klitterne, plant en høstmaskine for at samle krydderier. Der er så meget at lave her, selvom alt er dækket af sand. Anakin Skywalker ville hade det her.