Dune: Prophecy Sæson 1

At følge op på Dune: Part Two er ikke nogen let opgave, og derfor misunder jeg ikke de kreative sjæle, der har skabt Dune: Prophecy. Denis Villeneuves fremragende filmatisering af anden halvdel af Frank Herberts genredefinerende roman udkom også først i år. Den er frisk i erindringen, hvilket skaber endnu mere pres på denne spin-off-serie.

Så det er nok bedst, at Dune: Prophecy forsøger at distancere sig fra filmene. Dune: Prophecy foregår 10.000 år før Paul Atreides' fødsel, og følger Valya Harkonnen i hendes forsøg på at etablere Bene Gesserit som den magt, vi kender fra filmene. I serien følger vi Valya (spillet af Emily Watson og Jessica Barden som den gamle og unge version af karakteren), hendes søster Tula (Olivia Williams) og resten af Truthsayers, mens de forsøger at bevise, at de er de mest magtfulde og troværdige rådgivere for lederne af de store huse. Samtidig følger vi også træningen af nogle yngre søstre samt medlemmerne af huset Corrino, mens de holder fast i deres spinkle greb om den kejserlige trone. Alt dette foregår under begivenhederne i Butlerian Jihad, som for over et århundrede siden befriede menneskeheden for »thinking machines«.

Det kan være meget at tage ind, og det føles som om, det er mere at fortælle Dune: Prophecy kan gabe over! Serien har store ambitioner. På samme måde som vi i Game of Thrones spænder over hele kontinentet Westeros i et afsnit, hopper vi fra planet til planet for hver handling, der finder sted i Dune: Prophecy, men i modsætning til den indledende sæson i Game of Thrones, som holder sit centrum... ja, centralt, men Prophecy har i stedet for vane at hoppe bare for at gøre det. Serien blænder med sine imponerende visuelle effekter, som måske ikke er lige så betagende som at se Villeneuve-filmene, men som føles værdige til Dune-mærkatet, og alligevel kan de ikke maskere de fejl, serien har.

Dem kommer vi til om lidt, for jeg vil helst ikke starte denne anmeldelse med noget så negativt. Dune: Prophecy er en fornøjelig serie og et fint stykke tv, hvis du ønsker at tilbringe et par aftener i sofaen denne vinter. Som nævnt er det visuelle imponerende, både i praktisk forstand og med hensyn til, hvad VFX'en udretter. Kostumerne og scenografien er virkelig med til at give serien liv og få den til at føles eksklusiv på en måde, som man ville forvente af den producent, der leverer House of the Dragon. Truthsayer-skolen på Wallach IX er ofte en dejlig fryd for øjet. Hvis jeg fortsat skulle fremhæve det visuelle, ville jeg dog sige, at belysningen og kameraarbejdet ofte får serien til at føles som en hvilken som helst anden. I Dune-filmene kan jeg huske visse optagelser som har skabt vedholdende minder - så exceptionelle var de, hvorimod Dune: Prophecy ofte føles sidestillet. På den anden side er der nogle få øjeblikke, som skiller sig ud, f.eks. da en ung elev på skolen skal mødes med sine forfædre, og Dune: Prophecy bliver pludselig ret nervepirrende, på grænsen til horror.

Brugen af The Voice i serien er også meget godt håndteret og får den til at føles som en overjordisk og skræmmende kraft. Valyas tone og tonehøjde er også meget mere alvorlig end mange af karaktererne i filmene, hvilket viser, hvor rå og utrænet den er i Bene Gesserits tidlige år. Det er små detaljer som denne, der er med til at sætte serien i et mere positivt lys for mig.

Skuespillet, især fra Emily Watson, Mark Strong (Javicco Corrino) og den altid undervurderede Travis Fimmel (Desmond Hart), er for det meste spot-on, og selv om der er et par karakterer, der føles lidt undervældende, gør alle en indsats for at bringe historien til live. Det er bare en skam, at historien stort set føles som et B-plot i BBC-serien Merlin eller en hvilken som helst anden sci-fi- eller fantasyserie for den sags skyld. Jeg vil ikke afsløre detaljerne om plottet, men det drejer sig i høj grad om Fimmels karakter og visse kræfter, han har. Der foregår nogle politiske intriger, men de bliver for det meste smidt til side ret tidligt, så vi kan se stemmetroldmænd mod Fimmel i et sammenstød, der føles perfekt... til en tegnefilm.

Problemet med Dune: Prophecy er, at det ikke rigtig føles som Dune. Om noget er det tættere på fanfiktion, hvilket giver mening, når man tænker på, at det er en filmatisering af en Brian Herbert-bog. De originale værker har en næsten mytologisk kvalitet. De efterlader mange ubesvarede spørgsmål, mange ting at sige, men du ved, mens du læser, at hvis disse detaljer blev afsløret, ville det i høj grad ødelægge den værdi, som mysteriet havde. Dune: Prophecy viser meget mere af universet, end vi har set, og alligevel føles halvdelen af de planeter, vi kommer til, som Jorden med måske et lidt futuristisk twist. Underoverskriften henviser specifikt til et uhyggeligt øjeblik, hvor vi kommer ind på en klub i Dune-verdenen sammen med Javiccos datter Ynez. Der er dunkende musik, folk, der bapper på noget, jeg kun kan beskrive som ondskabsfuld vape, hele molevitten. Præcis som man forestiller sig en klub i Mass Effect eller Star Wars, men med endnu mindre identitet. Jeg siger ikke, at Dune-universet ikke har en klub eller to, men måske kunne det føles lidt mindre, som om nogen bare skrev ideen om en klubscene ned og ikke tænkte på, hvordan den ville fungere. Jo, i Dunes univers går folk også på klubber, men det er ikke det samme som at vi absolut skal se det.

Dune: Prophecy føles også som om, at det, på trods af at det foregår 10.000 år før Paul Atreides, må læne sig kraftigt op ad historierne i filmene og bøgerne. Arrakis er et hovedelement i Desmond Harts karakter. Sandormene er her igen, selv om de er langt væk, og man kan ikke lade være med at føle, at skyggen af et bedre produkt hviler alt for tungt over denne serie. Det er et problem med franchising af enhver IP, for hvis man ikke relaterer den til det, folk kender, vil de tilsyneladende aldrig være i stand til at forstå eller nyde den.

Jeg havde lidt større forhåbninger til Dune: Prophecy. Efter at Warner Bros. havde haft succes med at springe fra film til tv med The Penguin, troede jeg, at formlen måske var knækket. På trods af at dette stadig er en overvejende god serie, kan den desværre ikke helt nå de højder, som vi har set fra Dune i de senere år. Vi håber, at der er andre chancer for en god Dune-serie på et senere tidspunkt, men Dune: Prophecy må nøjes med bare at være fin.