Vi var ikke i tvivl da vi sidste år anmeldte og gav Full Spectrum Warrior et strålende 9-tal. Spillet snigløb lige så stille alle Tom Clancys forsøg udi strategisk militær action og rendte ganske enkelt med vore hjerter.
Nu kan THQ og Pandemic Studios så meddele, at der er en forsættelse på vej til både Xbox, PC og PlayStation 2 med undertitlen Ten Hammers. Spillet er nøjagtig som sidste års perle en simulator, der smider dig ned i støvlerne på en amerikansk soldat og bagefter giver dig midlerne til at gennemføre en række hæsblæsende missioner.
I Ten Hammers er fornyelserne bl.a. muligheden for at kommandere rundt med køretøjer såsom Bradly tanks og en panseret Jeep. Desuden vil dit hold denne gang indeholde den efterspurgte snigskytte. Nedenfor er de første screenshots fra spillet - vi går ud fra at de er fra PS2-versionen.
Full Spectrum Warrior Ten Hammers forventes på gaden engang i løbet af efteråret år 2005.