
I mange år var det noget der blev nævnt som et slags drømmescenarie blandt cheferne i spilbranchen, altså muligheden for at sælge dig et spil til fuld pris, og så derefter tjene kassen på at sælge reklamepladser i disse spil til højstbydende. Det er i brede træk ikke noget der har fanget an endnu, men EA har store drømme.
Under EA's seneste finansrapport (via Eurogamer) siger Andrew Wilson, at EA's plan er netop at sælge reklamepladser til andre i deres spil, men han lover at disse kommer til at være "thoughtful", som vist ikke har dulmet nogens nerver - overhovedet.
Faktisk kalder han salget af reklamer i spil for "a meaningful driver of growth for us", som kan betyde at det kommer til at være et ret afgørende tiltag fremadrettet. Det skal dog samtidig siges, at han ikke afslørede nogen konkrete planer overhovedet, og satte heller ej navn på specifikke titler der kommer til at byde på reklamer in-game.
Hvordan det kommer til at se ud vides ikke, men EA arbejder dog på spil som Dragon Age: Dreadwolf, Skate og et nyt Battlefield.