Siden lanceringen tidligere i år er Elden Ring: Nightreign gået fra styrke til styrke og har etableret sig som et af årets mest intense co-op-eventyr - og efter Deep of Night og Everdark Sovereigns er det nu tid til den næste store udvidelse.
Under aftenens State of Play afslørede Sony, at The Forsaken Hollows udkommer den 4. december og byder på et væld af nyt indhold - heriblandt to nye spilbare klasser. The Scholar, en magisk dygtig akademiker, og Undertaker (nej, ikke wrestleren), som kæmper ved hjælp af sin tro såvel som sin brutale styrke.
Vi får også to helt nye bosser i Limveld, sammen med en række eksotiske og udfordrende ruiner. De, der vælger at forudbestille udvidelsen, får desuden lidt ekstra i form af en digital kunstbog og et mini-soundtrack.
Får du The Forsaken Hollows?
