Elio

Mød Elio: en UFO-besat 11-årig dreng, der ikke ønsker sig noget mere end at blive strålet op af en udenjordisk civilisation. Efter at have mistet sine forældre, ser han nemlig ikke længere nogen mening i at blive på Jorden - lige meget hvor meget hans velmenende, men frustrerede tante forsøger at opdrage ham. En dag går Elios ønske i opfyldelse, da nogle intergalaktiske ambassadører opfanger hans bøn, men han begynder snart at indse, at det kræver mere end alien-drinks og vandlandsagtige rumtoiletter at fylde tomheden indeni.

Bag den hyperaktive humor og den Lilo & Stitch-inspirerede fortælling om familie, finder vi en historie om ensomhed og følelsen af at være en byrde - bare fordi man ikke helt passer ind. Er det så verden, der er noget galt med - eller én selv? Der er flere lag i Pixars emotionelle rumlagkage her. Måske lidt for mange for filmens eget bedste til tider. Mange af Pixars stærkeste film har netop været båret af en elegant enkelhed i deres fortælling, hvorimod Elio til tider føles en smule ujævn og anstrengt. Det, der måske stikker mest ud, er filmens næsten overdrevent venlige og trygge tone - den mangler lidt kant i en ellers sukkersød fortælling. Når det så er sagt, er det svært at benægte, at filmen er fyldt med hjerte og varme. Der er en tilgivende og blid kerne her, som er uimodståelig charmerende og vil ramme både børn og voksne.

Elio selv er en sjov og energisk hovedperson, der roder sig ud i problemer, da han får narret de udenjordiske ambassadører til at tro, at han er Jordens leder. Men filmens sande stjerne hedder Glordon - et slags overdimensioneret bjørnedyr med så ukuelig optimisme, at hans krigsherrer-far bliver rasende. Han bliver Elios bedste ven i filmens anden halvdel og stjæler rampelyset med sit kæmpestore hjerte. Glordon fungerer som et vigtigt anker - både for karaktererne og for publikum. Jeg er dog ikke den største fan af den Steven Universe-lignende stil på de menneskelige karakterer, og mange af rummets væsner ligner mest McDonald's-legetøj. Men ellers ser filmen spektakulær ud. Alt fra portaler til dimensioner og rumsfærer er farvestrålende og magisk iscenesat - perfekt til det store lærred. De forskellige skandinaviske dubs lader desuden til at være ret gode (filmen er set på både svensk og dansk).

Historien bliver ganske vist lidt lang i spyttet mod slutningen, men det er svært at benægte, at filmen har masser af hjerte og griber fat i det evige spørgsmål: "Er vi alene i universet?" - med både håb og herlig barnlig nysgerrighed. Elio er med andre ord en meget sød og familievenlig sommerfilm, som vil underholde både store og små, selvom den føles en smule for sikker og forudsigelig. Elio har dansk biografpremiere den 25. juni.