Året 2006 var ikke just rigt på glædelige begivenheder for den 35-årige Marshall Mathers. Han blev endnu en gang gift og skilt med barndomskæresten Kim, indlagt på en afvænningsklinik og mistede sin bedte ven og kollega Proof, der blev skudt ned foran en natklub i Detroit.
Med sådanne ar på sjælen skulle man tro, at Eminem enten ville holde sig helt væk fra rampelyset eller eksplodere i et kreativt comeback gennem mikrofonen. Den sidste tese viser sig sand. Men desværre kun noget af vejen.
Eminem er stadig en fandens dygtig rapper. Men der hvor hans talent skinner mest igennem er når han krænger sjælen ud. Eminem vælger desværre at fokusere, sammen med albummets andre rappere, på gangster-attituden. Det resulterer i, at Eminem får fyret et rigtig godt flow af, fyldt med tempo og vrede. Men i længden bliver det irriterende at lytte til en form uden indhold.
Som Eminem rapper på nummeret "The Re-Up": " I ever do spit, I'll never do shit". Jo du gør!
50 Cent & Co. er stadig vilde med at fortælle størrelsen på deres diller og pistolsamling. De gør det alle fint nok, men ingen skiller sig ordentlig ud. Dog er det en fryd, at 50 Cent igen lyder som den gangsterrapper han startede som - ikke som en MTV flødebolle rapper.
Debuttanterne Cashis’ og Bobby Creekwater’s indsats er overraskende på "The Re-Up". Deres rim centreres om livet på gaden, og at de er "de forkerte at lege med". Ikke ligefrem nyskabende i rap og hiphop-genren, men enkelte gange kommer en lille detalje eller twist frem og det virker. Eminem har gravet nogle gamle indspilninger af Proof frem fra kælderen, og den afdøde rapper får en sidste chance for at vise sit værd på nummeret "Trapped". Den kugle, der endte hans liv, måtte godt havde ramt en af de andre på pladen, så Proof kunne havde leveret mere til "The Re-Up".
Eminem selv har produceret godt halvdelen af albummets numre. Nogle gange lykkedes det som på den simple, men iørefaldende "Pistol Pistol remix" og den dystre "Murder". Men størstedelen af mandens produktioner er ensformige og til tider direkte kedelige. Alchemist og Dr. Dre har også været inde over, men det lyder mest af alt som venstrehåndsarbejde.
Fordi The Re-Up er et mixtape og ikke et egentlig album, er der ingen rød tråd eller fokus. De mange rappere og de lidt for enslydende beats gør ikke The Re-Up til et interessant bekendtskab. For fans af 50 Cent samt crew, er pladen dog anbefalelsesværdig.
Lige en kort bemærkning: Albummets sidste og bedste nummer, "No Apoligies" er Eminem i absolut topform. Væk er den arrogante gangster-attitude - bare ren Eminem: Vred, råbende og "just don’t give a fuck". Med dette nummer beviser den hvide provokatør, at han stadig har skarpe skud i bøssen - og mulighed for at lave et album, der retfærdiggør hans talent en sidste gang.