Eminem er tilbage. Efter flere års pause, hvor udgivelsen af albummet Relapse fik en generel lunken modtagelse, er Eminem tilbage med nyt album, der endnu engang skal cementere hans status som international superstjerne. Eminem har levet et liv i overhalingsbanen og jeg følte personligt at Relapse floppede fælt. Ikke siden The Eminem Show har manden præsteret en egentlig genistreg og selv om han har vist momenter af fordums storhed, har det aldrig været nok til at få sammensat et godt album. Det skal være slut nu.
Planen efter Relapse var et udgive Relapse 2 samme år, da Eminem i samarbejde med Dr. Dre havde indspillet sange nok til at give selv den mest fanatiske fan trætte ører. Projektet blev dog skrottet, og nu godt halvandet år efter står vi med Recovery i hånden, som gerne skulle vise helt nye sider af Eminems talent.
Albummet lægger ud med Cold Wind Blows, som for alvor får sparket op under de mange tekniske aspekter der findes i Eminems rim og lyriske kunnen. Beatet er meget simpelt, men med en god basgang og et fint flow formår Eminem at løfte sit eget bundniveau en anelse, og der er nu kun tilbage at sparke hårdt til den musikalske fodbold som ligger lige foran mandens fødder. Med Talking 2 Myself formår Eminem, i samarbejde med den forholdsvis ukendte sanger Kobe, at genskabe magien fra gamle dage, og selv om musikken har udviklet sig i en anden retning, er manden sjældent hørt bedre, og med et ubegribeligt fedt omkvæd ramler vi direkte ind i den musikalske nerve, hvor sjælen flyder sammen med musikalsk ekvilibrisme og ikke mindst den gode melodi. Linjer som disse viser at Eminem har fået et kæmpe overskud og ikke mindst genfundet sin ukuelige selvtillid, samtidig med han kigger indad og gør sangen både personlig og følsom.
" I went away I guess to open up some lanes / But there was no one who even knew what I was going through- growing pains// Hatred was flowing through my veins / On the verge of going insane I almost made a song dissin Lil Wayne// It's like I was jealous of him cause the attention he was gettin'/ I felt horrible about myself // He was spittin and I wasn't Anyone who was buzzin back then coulda got it// Almost went at Kanye too/ God it feels like I'm goin' psychotic / Thank god that I didn't do it I would of had my ass handed to me//
And I knew it but Proof wasn't here to see me through it / I'm in the booth poppin another pill tryna talk myself into it// Are you stupid? You gon' start dissin people for no reason? / Especially when you can't even write a decent punchline even// You're lying to yourself, you're slowly dying, you're denying/
Your health is declinging with your self esteem, you're crying out for help"
Won't Back Down er efter Eminems eget udsagt det bedste nummer på pladen, og selv om det er et fint nummer, hvor specielt produktionen skinner igennem, synes jeg Pink virker en smule malplaceret. Bevares, det er bestemt ikke dårligt, men det er nu på ingen måde perfekt. Til gengæld er første singlen Not Afraid et ganske godt eksempel på, hvor langt Eminem er kommet inden for ganske kort tid. Ved at lukke øjnene og kigge dybt ind i sin egen sjæl, formår Eminem med en inderlighed at ramme sine lyttere med linjer, som formår at tryllebinde det musikalske udtryk. Nummeret er en decideret undskyldning til de mange fans som i mange år har forsvaret manden, selv om både materialet og Eminems person ikke var et det nemmeste at være fortaler for.
Hvor første halvdel af pladen er en god, men lidt rodet affære, formår Eminem på alle områder at gøre anden halvdel så magisk som mulig. I lyrisk og teknisk topform tager vi med på en tour de force i hiphoppens største mainstream forlystelse, og det skuffer bestemt ikke. Med et stort sug i maven er det en forlystelse man gerne vil prøve igen og igen, og sange som Cinderella Man, 25 to Life og Love The Way You Lie er alle med til at hive pladens niveau langt over bare godt håndværk.
Pladen er ikke et stort hitorgie som vil plage radiostationerne fremover, men det er stadig mainstream, og alle hiphop elskere kan være med på dette album, der formår at glæde både fanatikere og de mindre engagerede Eminem dyrkere. Med lyrisk overskud og en masse fine, men en smule neutrale produktioner, formår Eminem at lave et af de mest komplette værker i sin karriere. Et vendepunkt efter mange års nedtur, og det er ganske fortjent at en mand, som har været den mest sælgende hiphop kunstner nogensinde uden at gå på kompromis med kulturens principper, formår at rejse sig selv igen fra støvet af auto-tune og nøgne damer, og smider en gennemgående fantastisk plade på gaden.
Det er svært at finde egentlige kritikpunkter uden straks at skulle lyde for påtaget, men det kunne være ganske dejligt, hvis vi efterhånden kunne slippe for de lidt kliché-orienterede udskejelser som vredesudbrud mod homoseksuelle, kvinder og så videre. Sådan er Eminem, og sådan har han altid været, men hele albummet virker som et vendepunkt i mandens liv, og man tror gennemgående på, at han har ændret sig som person. Derfor virker det en smule letkøbt at vi endnu engang skal træde rundt i den homofobiske manege.
Det skal dog ikke fratage Recovery æren af at være et stykke med musikalske genistreger, og Eminem er for alvor tilbage på et album, som er proppet med alt hvad vi for længst havde glemt manden var i stand til. Med en fornyelse af sit eget selvværd kan man virkelig føle manden igen, og havde det ikke været for enkelte anonyme sange, kunne vi nemt have været helt oppe og ringe. Vi ender dog alligevel ud med en flot karakter og et album, som de fleste fans uden de store bekymringer kan gå ud og investere i.