Du kan muligvis erindre udvidelsen til Saints Row: The Third, hvor du fik et noget anderledes køretøj. Den såkaldte Saints Row Genki Manapult er baseret på en 1956 Ford F-100 og findes faktisk i virkeligheden. Altså lige udover, at den ikke skyder med mennesker.
Bilen er nu røget på auktion med en startpris på $7,500 gennem sitet eBay, der giver indtjeningen videre til et godt formål. Således går de indtjente dollars til organisationen Wings for Life.
Genki Manapulten inkluderer udendørs lydanlæg, og vi er sikre på, at den nok skal vække fryd til sommer på den lokale strand, hvis du kan klare fragtomkostningerne. Auktionen slutter den 13. december, så du kan lige nå at spare op, hvis du er hurtigt, rig eller vanvittig nok.
Mangler i en gaveidé til redaktionen modtages den naturligvis også med kyshånd.