Nej, du kan desværre ikke få adgang til Gran Turismo 7 lige nu, men noget kunne tyde på at der ikke går alt for lang tid før det kunne ændre sig. Selvom spillet først lander i 2022, så er der tegn på at en beta vil løbe af stablen inden, og måske snart.
GTPlanet opdagede nemlig tidligere i dag, at den officielle PlayStation-hjemmeside pludselig havde en historie relateret til en officiel beta for Gran Turismo 7. Her blev man henvist til denne sektion af hjemmeside, der dog ikke virker.
Man kan komme så langt som at få udleveret en kode, men disse er inaktive. Men nu hvor selve processen er så tæt på faktisk at være aktiv, så er det vel ikke vildt at gætte på, at en beta vil løbe af stablen inden alt for længe?