Skip to main content
Gamereactor Hardware EPOS GTW 270 Hybrid
Hardware

EPOS GTW 270 Hybrid

EPOS lancerer hvad der ligner en helt ny produktkategori, og med relativt stor succes.
Magnus Groth-Andersen 21 januar 2021

Det kan da meget vel være at du foretrækker Sonys WF-1000XM3'ere, eller Boses QuietComfort Earbuds. Pointen er sådan set at der er et utal af in-ears på markedet, og størstedelen af dem leverer glimrende lyd, solid støjreduktion og fine features. Jo, de er dyre, men sjældent går du helt og aldeles galt i byen.

Men betyder det så at vi har nået den absolutte tinde af hvad det her lydformat kan give os? Nej, naturligvis ikke, for den behændighed og brugervenlighed som in-ears kan give os kan også gøre andre dele af livet lettere, såsom gaming.

Og her introducerer vi dagens mand i skysovs, EPOS' nye GTW 270 Hybrid, et sæt in-ears som kan alt det som de ovenstående modeller, men fås med en tilhørende USB-C dongle, som gør at den kan bruges til gaming. Ja, du læste rigtigt. Gaming.

Men lad os lige få detaljerne på plads først. Selve enhederne er ganske subtilt designet, og det er etuiet egentlig også. Væk er de brændende drager og klichéprægede skelethoveder som før dominerede hardware hver eneste gang gaming var et reelt fokus. Ja, selv billig kromeffekt og falske kulfiberoverflader har måtte vige for ren mat aluminium. Selve etuiet er desuden ret tungt, på den gode måde dog, og ligeledes er selve enhederne i grå. Det eneste der bryder den overfladen er en virkelig tydelig batteriindikator, der med fem enkelte lys fortæller dig hvor meget batteri der er tilbage, og så USB-C porten som bruges til at oplade, da der ikke er nogen trådløs opladning.

Ja, ingen trådløs opladning, som ikke ligefrem er nogen dealbreaker, men det er her altså ikke. Udover det fungerer GTW 270 Hybrid præcis ligesom et solidt sæt in-ears. Der er styring via en dedikeret knap på venstre enhed, der kan pause, skifte sang og besvare opkald, og der er fem timers afspilning i én enkelt opladning, med yderligere 15 timers batteri i selve etuiet, der giver 20 timers afspilning i det hele.

Lyden er i øvrigt ganske helstøbt. EPOS har tydeligvis erfaringen når det gælder sammensætningen af et mættet lydlandskab, og det kan tydeligt mærkes, ligegyldig om man hører musik, podcasts eller spiller. EPOS har ikke oplyst millimeterstørrelsen på driverne, men vi ved at de kører i 20Hz-20KHz, og det er nu ganske glimrende. Det er naturligvis ikke den bedste oplevelse i det felt, og det forventede vi som sådan heller ikke. Her er ingen aktiv støjreduktion heller, men igen, det er heller ikke fokusset. Det er donglen, det er den ekstra funktionalitet.

Og hvad så med den dongle? Jo, den dongle er USB-C, og kan tilsluttes Android-telefoner, en Nintendo Switch, PC og en PlayStation 5 for den sags skyld. Her overgår forbindelsen automatisk til donglen, men kan bevare en Bluetooth-forbindelse samtidig. Ideen er dog at du helt flydende kan overgå fra en sund løbetur med musik ørene, til at spille uden forbindelsesforsinkelse med dine venner på PS5. Dette sikres gennem et aptX low-latency codec, og igennem en række tests på tværs af de ovenstående platforme kan vi slås fast, at det var meget svært at høre en klokkeklar forskel imellem dem og Sonys eget Pulse-headset på PS5, altså bare på selve forsinkelsen på forbindelsen.

Et sæt GTW 270 Hybrid kommer til at stå dig i €199, altså cirka det man betaler for et sæt andre in-ears. Nej, de lyder ikke lige så godt som et AirPods Pro, eller har samme aktive støjreduktion som Sony's WF'ere eller Boses QuietComforts, men ingen af de ovennævnte kan sømløst bruges til en forsinkelsesfri, præcis gaming-oplevelse uden at man skal løfte en finger, og det er altså værd at fejre.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.