Her for et par dage siden bragte vi en nyhed om en mystisk Twitter-profil med navnet TPOA, der løbende havde delt små videoer, som indikerede, at en eller anden form for annoncering ville finde sted den 7. juli. I går fik vi så svaret på al mystikken.
Den nyetablerede lydvirksomhed EPOS har lanceret en helt ny global gamingkampagne, som er dedikeret til at fremstille avanceret lydustyr til gamere. Og barren er sat højt, idet kampagnens fokus er "Out of this World Gaming Audio". I pressemeddelelsen forlyder det tilmed, at målet er, via lyd, at transportere spillere til en anden dimension:
"EPOS, der tror på, at "The Power of Audio" kan transportere gamere til en anden dimension, forstår, at gaming - og uovertruffen gaminglyd - er som en uforlignelig balsam for sjælen. EPOS' produkter leverer effektive, intuitive oplevelser med uovertruffen fordybelse og flow i spillet.
EPOS' lyd transporterer gamere til en anden virkelighed, der forstærker de vigtige lydsignaler, skaber total klarhed i kommunikationen og garanterer en tryllebindende oplevelse. Hvert produkt er skabt til at tage teknologi, design og performance til et hidtil uset niveau."
Som en del af lydbrandet vil EPOS nu sælge selveste Sennheiser Communications' gamerudstyr under det nye brand EPOS l Sennheiser. Derudover introducerer EPOS en helt ny portefølje af førsteklasses lydprodukter. Lanceringen af det første store EPOS-gamingprodukt er sat til at udkomme i oktober 2020.
Ambitionsniveauet ser ud til at være højt. EPOS har sågar udgivet en kortfilm i forbindelse med annonceringen, og det er altså en rimelig heftig én af slagsen. Cyberpunk 2077 ser ud til at være inspirationen. Vi har smidt den ind lige herunder - den er værd at tage et kig på.