Hans portefølje af produktioner er ikke til at løbe rundt om på fem minutter, og hans engagement i Def Squard har igennem en årrække været katalysatoren for hele kollektivets succes. Og så er han naturligvis den ene halvdel af det legendariske EMPD, der med bl.a. "You Got’s to Chill" fik alle hiphop-fans til at falde om på gulvet med åndedrætsproblemer.
Desværre er Erick Sermon, også kaldet The Green Eyed Bandit, ikke den store solokunster. Han tekster, som for det meste kredser omkring såkaldte blærerøvsrim, er intetsigende små lyriske luftbøffer, der dufter himmelsk, men slet ikke fylder noget i maven. Sådan er det også med den seneste skive kaldet "Chilltown, New York". Sermon selv sidder bag pulten på stort set det hele og til at løfte niveauet yderligere på den lyriske front har han så allieret sig med bl.a. Def Squard-kammesjukken Redman, Keith Murray, Whip Montez og ikke mindst Talib Kweli.
Og det forpligter naturligvis. Men CD’ens 17 skæringer hvoraf tre er skits og en enkelt fungerer som en reel intro, er bare ikke god nok. Kun "Relentless", "Future Thug" og "Street Hop" med bl.a. Redman på er med til at hæve niveauet på et album, der langt hen af vejen lyder som B-skæringer og affaldsproduktioner, der har ligget for længe på harddisken. Specielt "Feel it", der er så åbenlyst poppet og plat at man nærmest bløder ud af ørene, burde være fjernet for længst. Men man kunne også i samme moment tage det supertørre "Like Me", der kun fra tid til anden viser et minimum af lyrisk opfindsomhed.
Faktisk vil "Chilltown, New York" kun appellere til dem ude bag afspilleren, der allerede har en af de fire andre skiver som Sermon har udgivet, for der er tale om samme bastunge klubhits og ligegyldige tekster som altid. Og så kan det godt være at Erick er ved at være træt af branchens mangel på fornyelse, men når man ikke selv bidrager med en pind, så bør man nok ikke være det første til at påpege problemet.