Det er ingen hemmelighed at plasmaskærme er nogle værre strømslugere, og slet og ret strider imod trenden med miljø og strøm-besparende produkter. Derfor har man fra EU kommisionens side nu fremlagt et forslag, som kan gøre plasmaskærmene ulovlige inden sommer. Bliver forslaget vedtaget, kan det dermed se sort ud for de skærme folk i branchen indtil nu har rost til skyerne for deres fremragende billedkvalitet.
Fladskærme bliver stadigt større og de færreste vil i dag nøjes med mindre end 42" når vi snakker nyt fladskærmsfjernsyn til stuen. Sammenligner man en plasma- og en LCD-skærm på 42", bruger plasmaskærmen gerne 100watt mere end sin modstander. Alligevel kan disse målinger dog være en smule misvisende, idet de forskellige teknologier også giver forskellige resultater. En LCD-skærm har et konstant strømforbrug fordi der altid udsendes lys, hvorimod en plasmaskærm kun sender lys ud når det er nødvendigt, og dermed har et svingende strømforbrug.
Hvorvidt EU kommissionens planer nogensinde bliver til noget er meget svært at svare på, men vi følger sagen og vender naturligvis tilbage til emnet når vi hører noget nyt.