Første persons-gyser spil er en genre som er voksende både i mængden af spil, men også i popularitet, og selvom nogle kan mene, at Resident Evil 7 har været med til at skubbe genren i gang igen, så kom det populære og mystiske P.T før RE7, og flere spil har siden da forsøgt at replikere P.T's stil.
Til dem af jer, som ikke kender til P.T, så var det en 'Playable Teaser' som blev afsløret ved Gamescom i 2014, og det blev først klart senere at spillet var en teaser til det næste Silent Hill. Desværre blev det spil aldrig til noget, på trods af det store potentiale, og samarbejdet mellem Hideo Kojima og Norman Reedus blev efterfølgende til Death Stranding.
Det seneste spil, som ifølge deres nye annonceringstrailer tager STOR - ja nærmest 1 til 1 - inspiration fra P.T er spillet Evil Inside fra de spanske udviklere JanduSoft. Ligesom P.T lader det til at Evil Inside foregår i samme korridor men med et udvidet galleri af gys og antagonister. Det bliver interessant at se hvor JanduSoft tager P.T's potentiale hen.
I kan tjekke traileren ud herunder, og Evil Inside udkommer allerede senere i denne måned d. 25 marts til PS4 og PS5.