F1

Lige siden hans store nederlag i Formel 1 har enspænderen Sonny Hayes (Brad Pitt) manglet retning og mening i livet - indtil en gammel ven (Javier Bardem) lokker ham tilbage til Formel 1-verdenen for at redde kørerteamet Expensify fra at blive solgt videre. Det viser sig dog ikke at være nogen let opgave, særligt i lyset af hvor meget Hayes' selvsikre personlighed clasher med resten af teamet - især den kæphøje unge stjerne (Damson Idris), der mest af alt drømmer om berømmelse og penge. Men sammen kan de udrette store ting - så længe de lærer at samarbejde.

F1-filmen er en klassisk sportsfortælling forklædt som Formel 1-reklame, eller måske omvendt, alt efter hvor kynisk man er. For én som aldrig har set ét eneste minut af denne hæsblæsende motorsport, gjorde det ikke det store, at filmen var så gennemført Formel 1-besat. Jeg hører til den gruppe, der mest fnyser, når kollegerne begynder at diskutere weekendens løb i frokostpausen, så for mig smeltede den klichéfyldte historie fint sammen med Formel 1-reklamen og leverede et vanvittigt underholdende indblik i noget, jeg aldrig tidligere har viet så meget som ét minut til. Med andre ord: F1-filmen formår at gøre denne motorsport til en letfordøjelig og forrygende underholdende filmoplevelse med teknisk præcision.

Joseph Kosinski er en dygtig teknisk instruktør, hvilket han senest beviste med den fantastiske Top Gun-efterfølger, og den samme intenst svedige "sidde i førersædet"-stil er også tydelig her, hvor alle tænkelige kameravinkler - især fra racerbilerne selv - maler et næsten gladiatorisk kampmiljø med gnistrende gummidæk og konstante pitstop. Den buldrende audiovisuelle oplevelse af at befinde sig midt på Grand Prix-banen er filmens helt store trækplaster og en sand fryd at overvære, særligt i IMAX. Hans Zimmer hjælper desuden med at opbygge spænding med sine elektroniske pulsslag, selvom musikken ikke just skiller sig ud.

Dramaet uden for førersædet er derimod ikke helt så dynamisk. Det er ikke ligefrem manuskræfterne fra Ford v Ferrari eller Rush, og store dele af dialogen virker som om de er skrevet specifikt til trailere. Dramaet mellem teamets medlemmer følger opskriften så præcist, som det næsten er muligt. Samtidig er fortællingen så stramt klippet og effektivt fortalt, at man hurtigt kommer over disse skønhedspletter - tempoet er højt og matcher adrenalinen på racerbanen. Det hjælper også, at Brad Pitt er karismatisk som den plagede veteran, og Kerry Condons iltre charme er direkte smittende. Filmen varer to timer og 35 minutter, men man mærker det ikke - den suser bare forbi.

Det gør ikke noget, at filmens sportskommentatorer overforklarer alting for en nybegynder som mig, og det er nemt at tilgive nogle af de mere fjollede indslag (hvor meget får filmens hovedperson egentlig lov til at manipulere med sportens regler?) takket være den klassiske Hollywood-charme, filmen emmer af. Det her er en svulstig, vellydende og skriglækkert crowdpleaser med imponerende actionsekvenser; en veldrejet old school-motor, der ganske vist sætter flueben ved alle de bokse, en typisk sportsfilm bør - men den gør det godt og krydser målstregen med selvtillid og bravur.