Lovende er anmelderjargon, og det betyder noget i retning af følgende: Nok finder anmelderen en del ting og sager som der nikkes anerkendende til, men båden er endnu ikke helt i havn, dyret kaster sig endnu ikke uforbeholdent om på ryggen i total overgivelse.
For at skære det helt ud i pap: Anmelderen er, trods de sporadiske gode takter, sgu ikke helt overbevist.
Og sådan er det også med denne anmeldersignatur. Det er stilsikkert som bare pokker. Fallulah sigter efter de store indiestjerner, og med insisterende håndklap, fodtramp, blæsere og legesygt vokalarbejde rammer hun stilen rent.
Ingen tvivl om det. "Bridges", "Only Human" og "I Lay My Head", der har roteret som P3's "Ugens Uundgåelige, er pragteksempler på dette. Pladen er ligeledes lækkert produceret af Fridolin Nordsø, som til daglig er en del af The William Blakes.
Og nu kommer det lille 'men' så. For selvom sangene og lyden nok er stilsikker, så er den måske også i for stole dele af tiden FOR stilsikker. Det er nemlig netop numre som de førnævnte der gør, at Fallulah ikke rigtig træder i karakter som original sangskriver og artist.
Forbillederne er simpelthen for store, og det er således ikke svært at høre dem bag Fallulahs sange: Jenny Wilson, Bat For Lashes, Florence + The Machine og Feist. Og skal jeg tage et valg mellem disse kunstnere og Fallulah, ja, så er der nok ingen tvivl om, at jeg trykker på den røde knap og sender den danske sangerinde hjem fra Bootcampen.