Det går støt og roligt, men der er ingen tvivl om, at Figurines lige så langsomt er ved at finde lyden af sig selv, midt i inspirationerne fra bl.a. Modest Mouse. Jovist er When the Deer Wore Blue stadig et studie i, hvordan et nordjysk band kan lyde, som kom de direkte importeret fra Amerikas allermest støvede sletter, men alligevel er det, som om dette Figurines tredje udspil spiller på flere strenge end tidligere.
Ud er, næsten, gået de kantede guitarfigurer og evigt fremadrettede energiudladninger, ind er kommet et tydeligere fokus på den gode melodi, større rummelighed i hvert enkelt nummer og en langt mere alsidig lytteoplevelse. Sange som Let's Head Out og Angels of the Bayou lægger nye alen til det billede, Figurines tidligere har givet af sig selv, og viser en klar vilje til ikke at binde sig fast til en lyd, men lade sig inspirere af hvad der nu end er, der kan give inspiration.
When the Deer Wore Blue er lyden af et band, der er ved at kunne stå på egne ben, eller i hvert fald er begyndt at bestemme tydeligere selv, hvilke andres ben de vil stå på, og har fundet ud af, at der er højere til loftet end som så. Uden tvivl et kæmpeskridt fremad og Figurines' til dato bedste udgivelse.