Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
film-anmeldelser

Johnny English Strikes Again

Med licens til at fjolle, vender Rowan Atkinson tilbage som britisk agent - forhåbentlig for sidste gang, trods hans komiske talent.

Det er en uretfærdig verden når komikere aldrig bader sig i beundringens lys hos kulturelitens prisoverrækkelser. Det sandede Dirch Passer også, da han forsøgte sig med seriøst drama, mens det forvente publikum kun brugte lattermusklerne på ham. Komik er i sig selv en underkendt kunstart, som kun en lille håndfuld personer mestrer på højeste niveau. Vi taler Peter Sellers, absolut Jim Carrey og ikke mindst Rowan Atkinson som trænede sig til A-klassen i fysisk komik. (Nej, Adam Sandler kvalificerer sig ikke). Dem som arver teknikken fra Charles Chaplin og Buster Keaton og kontrollerer hvert et led og muskel i kroppen til at formidle situationen. Rowan er af sådan en kaliber, perfektioneret gennem sin mest kendte karakter, Mr. Bean, men problemet opstår, når en komiker bliver så specialiseret i sin rolle, at han nærmest ikke kan rumme andet.

Johnny English Strikes Again

Rowan Atkinsons exit fra den mumlende Mr. Bean blev den omvendte James Bond i form af Johnny English. Stadig ferm i det kiksede og tumpede, men der er skruet op for talens kraft i denne familievenlige franchise, som nu sprætter kuverten op for sin tredje mission. Inspirationen er James Bond, men Johnny English har flere ligheder med overlegne Inspector Clouseau: En klodsmajor drevet af ego, arrogance og hovmod, fuldstændig uvidende om sin tilfældige succes. Det er spændingsfeltet mellem hvad han tror, og hvad vi ved. Den cellofan tynde historie bruger nutidens frygt for vores skrøbelige digitale verden og den tillid vi har fået til den. En ukendt hacker støvsuger data hos MI6, og alle agenter afsløres, så deres eneste chance er en old school agent udenfor systemet. Johnny English hentes ind, og hvis man har to legoklodser i hjernen, er det ikke svært at gætte skurkens virkelige identitet.

De sekvenser som fungerer bedst, er også de sekvenser som minder mest om Mr. Bean. Når Rowan Atkinson atter eksekverer sin komik som en moderne stumfilm, alene med sin fabelagtige mimik, så finder filmen sit sjoveste momentum. Et forsøg på at stjæle en mistænkts mobiltelefon på en restaurant eskalerer, så gæsterne må flygte fra en brand antændt af cognac. Eller når Johnny English træner i virtual reality, men gennemfører forløbet på gaden hvor han tæver en butiksansat med to baguettes. Det er de sjoveste momenter under missionen, men ligner mere isolerede tv-sketches end naturlige brikker i filmens forløb.

Johnny English Strikes Again

Det er sundt at Rowan Atkinson udvikler sit repertoire. Hans karakterudvikling fra Black Adder til Mr. Bean tegner omridset af en komiker som vil prøve nye ting og tålmodigt forfiner sine evner. Johnny English fangede potentialet som franchise men, man kunne ønske sig at Atkinson brugte sit talent på en mere original karakter end en dumdristig agent som uvidende redder dagen. Det er set for mange gange før. Johnny English har som franchise kapret en plads som middel familieunderholdning, men efter denne tredje installation vil jeg gerne se Rowan Atkinson bruges sit enestående talent på noget mere uventet.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med en håndfuld kortfattede making-of film, i det sædvanlige promoverende format, samt et kommentarspor med instruktør David Keer.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer